»Jeg kan acceptere mange ting, men jeg kan ikke acceptere, at han har været med til at skaffe min søns far af vejen.«

Sådan lød det torsdag i Retten i Randers fra den 39-årige kvinde, der ikke alene har født Frank Dan Nørgaard Jørgensens barn, men som nu også sidder på anklagebænken for at have dræbt ham.

Mens sagens andre involverede har gjort nogle indrømmelser i sagen – to er endda blevet dømt ved særskilte tilståelsessager – afviser den 39-årige kvinde pure at have spillet nogen rolle i de otte forskellige forhold, hun er tiltalt for.

I stedet peger hun i større og mindre grad på de øvrige fire tiltalte og de to allerede dømte, og så tager hun klar afstand til sin medtiltalte ægtemand, som hun ellers har dannet par med i over et årti.

Adspurgt, hvordan deres relation er i dag, svarede hun i fra vidneskranken prompte:

»Der er ikke nogen. Vi er gift på papiret. Jeg synes ikke, at jeg vil byde mine børn at være en del af det her.«

Både den 39-årige kvinde, ægtemanden og et yngre par har siden midten af juli siddet varetægtsfængslet for drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen, som den 39-årige kvinde i starten af 2022 blev gravid med.

Frank Dan Nørgaard Jørgensen forsvandt sporløst 14. juli sidste år, og først en uge senere blev hans jordiske rester fundet pakket ind i plastik og tape og gemt væk i et skovområde.

Sagens fire tiltalte er ikke alene anklaget for drab. De er også tiltalt for tre drabsforsøg, usømmelig omgang med lig, bevisbortskaffelse, brandstiftelse og tyveri. De øvrige tre tiltalte erkender nogle af de mindre forhold.

Men den 39-årige fastholder altså sin uskyld, som hun hele tiden har gjort det.

Mens hun har siddet varetægtsfængslet, har hun ikke ønsket at lade sig afhøre, men det betyder ikke, at politiet har været helt afskåret fra et indblik i hendes tanker.

Fra sin fængselscelle sendte kvinden nemlig sidste år et brev til sin 40-årige ægtemand. Brevet indgår nu som bevis i sagen, og anklageren har et par gange læst op fra det.

»Hej, min skat. Både vores søn (Frank Dan Nørgaard Jørgensens ufødte barn, red.) og jeg har det fint, og vi mangler faktisk kun dig her hos os. Han fylder meget i maven (…) Det er noget, vi er fælles om. Det er vores lille søn (…) Jeg kan beholde 'Blop' herinde, når jeg har født (…)«

»Jeg vil gerne nyde vores familie, når alt engang bliver normalt for os igen (…) Du er i mine tanker hele tiden, og hver aften sender 'Blop' og jeg et kys og en godnathilsen af sted til dig. Mange kærlige hilsner din kone og din søn.«

Den 40-årige ægtemand, som også nægter sig skyldig i drabet, men erkender usømmelig omgang med lig, har i retten erkendt, at han ønskede Frank ude af billedet, fordi han gerne selv ville være barnets far. Han og den 39-årige havde selv forsøgt at få børn, men uden held.

Med Frank ude af billedet kunne de få den familie, parret umiddelbart drømte om.

Men i dag afviser den 39-årige kvinde altså at rende rundt med sådanne følelser.

Da anklageren i retten spurgte hende, hvad der har ændret sig, siden hun fra fængslet sendte kærlighedsbrevet, lød svaret:

»Forskellen er, at jeg har haft tid til at tænke over, hvad det er, jeg vil.«

Barnet er i dag anbragt i en anden familie.

Du kan læse meget mere om kvindens forklaring, og hvad der ellers er kommet frem på retssagens dag fire i livebloggen herunder: