Dyrenes Beskyttelse i Sønderjylland fik søndag et gruopvækkende opkald fra en lokal borger.
I Nørreskoven ved Nordborg på Als i Sønderjylland havde personen fundet en papkasse, der stod efterladt i et krat.
Ved første øjekast en normal papkasse, men indholdet skulle vise sig at være alt andet.
Det fortæller Lotte Strøm Frisk, der er kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Aabenraa, til B.T.

I kassen lå 12 små kattekillinger. Nogle af dem var helt nyfødte med navlestrengen hængende fra maven, andre var større.
»Jeg fik opkaldet fra vores 1813 alarmcentral angående de her killinger. Det drejer sig om tid, når killingerne er så små, for de skal have mad hver anden time.«
Straks fik Lotte Strøm Frisk sat gang i en redningsaktion, der indebar, at killingerne skulle køres til det nærmeste dyreinternat på Fyn.
»Personen, der havde fundet dem, kørte fra Nordborg mod Fyn, han mødtes med min kollega halvvejs mod Fyn. Hun kørte den sidste del af vejen til internatet. Den ene døde desværre få minutter efter, at de var kommet frem. Flere af dem var nyfødte og havde navlestrenge, så de var helt små,« siger kredsformanden.

Ifølge Lotte Strøm Frisk var killingernes tilstand ikke god, da flere af dem var fejlernærede. De vejede alt fra 76 gram til 350 gram.
»Det er simpelthen noget svineri. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan finde på at gøre det. Det er jo levende væsener. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan være så kold og sætte den papkasse dér, og bare lade den stå,« siger Lotte Strøm Frisk.
Hun fortæller videre, at flere frivillige var mødt op på internatet for at tage imod de mange katte, der straks fik hjælp.
Søndag aften valgte man at skille de 12 katte op i to kuld, da der var forskel på deres aldre, og de stammer fra to forskellige kuld. Kattene bliver nu sendt ud til plejefamilier, hvor de får flaskem, ind til de selv kan spise.
Lotte Strøm Frisk har lagt billeder af killingerne op på Dyrenes Beskyttelses Facebookside og beskrevet, hvad de er blevet udsat for, hvilket får flere op i det røde felt.
»Hvornår tager folk ansvar i stedet for det der! Vil man ikke avle, så få dyret steriliseret/kastreret! Kan da ikke være så svært,« skriver en person og anden skriver:
»Ondskab. Decideret ondskab. Er der da slet ikke nogen, som kan se, at det er nødvendigt med det dyrepoliti? Hvorfor skal folk ku gøre og slippe fra for eksempel sådanne gerninger mod dyr, dyr som ikke kan sige fra?,« lyder det.