Byret afgjorde, at stor bandesag først skal afgøres i 2021. Landsret beder byretten om at se på sagen igen.

Københavns Byret skal anstrenge sig for at finde nye datoer, så en stor bandesag med 14 tiltalte kan blive færdig.

Sagen er næsten halvvejs, men gik i stå i marts på grund af coronakrisen. Både anklager og forsvarere har dog været utilfredse med, at byretten besluttede, at sagen først skulle genoptages i januar næste år med ventet dom i april.

Derfor bad de Østre Landsret om at se på sagen, og den har nu besluttet, at sagen skal hjemvises til eventuel omberammelse i byretten.

Ifølge anklager Laura Birch har landsretten i sin beslutning lagt vægt på blandt andet sagens omfang, og at 11 af de tiltalte har siddet varetægtsfængslet i lang tid.

- De (landsretten, red.) laver ikke berammelsen for byretten. Så de siger, at den bliver hjemvist til fornyet berammelse. Det betyder, at byretten skal beramme den på ny. Så nu afventer vi byretten, siger anklager Laura Birch.

I alt er 14 mænd tiltalt i sagen. Den handler om flere drabsforsøg og om våbenbesiddelse i bandemiljøet. De anklagede tilhører ifølge anklagemyndigheden kredsen omkring Brothas.

Flere af de tiltalte har været varetægtsfængslet siden september 2018. Nævningesagen gik i gang i december sidste år, men coronakrisen har som nævnt ført til aflysning af en stribe retsmøder.

Forsvarer Michael Juul Eriksen er også tilfreds med, at landsretten sender sagen tilbage til byretten, der igen prøve at finde nye datoer.

- Så regner vi med og håber på, at byretten reagerer ret hurtigt, så vi kan få fundet nogle datoer og få den behandlet før, siger han.

Ifølge Michael Juul Eriksen er det psykisk belastende for de tiltalte at sidde varetægtsfængslet så længe og vente på dommen.

- Det er enormt hårdt at sidde med den der uvished om, hvad der skal ske, siger han.

Byretten begrundede sin udsættelse af sagen til 2021 med, at den ikke mente, at forsvarerens og anklagemyndighedens forslag til datoer, gav "mulighed for en rimelig og forsvarlig afvikling af den resterende del af sagen, hvorunder der deltager nævninger."

Den henviste blandt andet til, at der nu skal bruges ekstra tid på sagen, fordi den har været afbrudt.

/ritzau/