»Det er paradoksalt, at jeg har brugt hele mit liv på at insistere på at være den, jeg er, og få lov til at elske den, jeg elsker, når man så rejser et sted hen, hvor det er forbudt.«
Sådan lyder det reflekterende fra Jakob Fauerby, der i oktober rejste en tur til Kenya i forbindelse med velgørenhedsarbejde for Folkekirkens Nødhjælp.
I Kenya er homoseksualitet dog fortsat forbudt ved lov, hvilket gjorde turen en smule problematisk for den 44-årige skuespiller, da hans bedre halvdel som bekendt er en mand.
Derfor måtte parret i deres otte dage i Kenya lade som om, de var fætre.
Det betød blandt andet, at parret ikke kunne vise hinanden kærlighed offentligt, mens de ligeledes måtte sove på hver deres hotelværelse, så ingen fattede mistanke.
»Det, der har sat sig mest fast omkring alt det, er, at jeg 'kun' skulle gøre det i otte dage, hvor andre bliver nødt til at gøre det hele deres liv,« siger Jakob Fauerby til spørgsmålet om, hvordan det var at skulle skjule sin seksualitet.
»Det er en rædselsfuld tanke,« fortsætter han.
»Tanken om, at nogle mennesker ikke kan leve frit eller tage det menneske, de elsker, i hånden, er frygtelig.«
Jakob Fauerby understreger, at han aldrig havde i tankerne at blive hjemme fra velgørenhedsturen, selvom det krævede, at han skulle lægge en dæmper på sit sande jeg.
»Jeg vil sige det sådan, at hvis man vil blive klogere på verden, så nytter det ikke noget at rejse afsted med et sværd i hånden og kræve, at de accepterer en,« siger han og fortsætter:
»Kenya er et yderst konservativt og religiøst land, og de er bare ikke der, hvor homoseksualitet er accepteret, hvilket er frygteligt, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne forandre noget, hvis jeg af den grund bliver hjemme og siger: 'Ved I hvad, så gider jeg slet ikke at komme'.«
På trods af at Jakob Fauerby og hans ægtemand, Anders Fauerby, måtte skjule deres kærlighed for hinanden, så kalder skuespilleren stadig rejsen for »fuldstændig fantastisk«.
Han fortæller, at han besøgte en række kvinder i en lille landsby, der er hårdt præget af fattigdom, og hvor Folkekirkens Nødhjælp derfor har igangsat en række projekter.
»Jeg tror, at jeg hjemmefra var kommet til at tænke, at jeg skulle ned og besøge nogle stakler, men det viste sig at være en flok virkelig modige og stærke kvinder,« fortæller han og fortsætter:
»Det var virkelig inspirerende at se, hvordan de her forladte og fattige kvinder, som er allernederst i hierarkiet, formåede at udfordre deres skæbne og fokusere på at få mest muligt ud af de vilkår, de nu engang har.«
Jakob Fauerby fortæller videre, at noget af det sværeste ved besøget i den fattige landsby var, at han ikke måtte hjælpe økonomisk.
»Når man står der og kigger på et lille fattigt barn, og man ved, at man bare kan overføre 1.000 kroner om året, og så går det barn i skole, så er det virkelig svært at lade være,« siger han og uddyber, hvorfor det ikke er løsningen:
»Det var meget tydeligt at se, at hvis man skal vende udviklingen og virkelig gøre en reel forskel, så skal man ikke hjælpe en til en, for det skaber blot vrede og misundelse. Det handler om at gå ind og støtte og hjælpe et samfund eller en hel landsby, fordi det på den måde breder sig som ringe i vandet.«
