»Det er jo ikke 'bare en kage'. Du har smadret nærmest alt omkring dig for at lave den her kage.«
Mange har nok fnyst og grinet i vantro over 'Den store bagedyst'-deltagerne, der kan bryde sammen i gråd over en mousse, der ikke vil sætte sig.
Det gjorde Ditte Julie Jensen også. Indtil hun selv deltog i DR-programmet i 2015 og mærkede det på egen krop.
Hun oplevede det, som om hun levede i to forskellige verdener; den virkelige og en kunstig, hvor følelser og relationer opererer på en helt anden måde, end man er vant til.
»Det svarer til, at du sætter dig på et rumskib, som flyver dig op på en planet, hvor der bliver lukket en kuppel om dig, og så bor alle herinde, og det er det eneste, de går op i.«
Alt taler i superlativer i bageteltet. Lykkes din kage ikke, er det det værste, der kan ske. Den konkurrent, du snakker mest med, bliver din bedste ven. Og at komme videre i konkurrencen er det vigtigste i dit liv.
»Der er en masse ansat til at få dig til at tro på dig selv. Alle på produktionen og DR har en evne til at løfte dig, så du er det mest lækre, fedeste, sjove menneske på tv, så de får noget godt tv,« husker Ditte Julie Jensen tilbage.
»Jeg følte en lykkefølelse, jeg aldrig havde følt før. Men det sekund, du er ude, så springer boblen – og så er der bare tomt. Hvem er du nu, og hvad skal du tage dig til?«
I de syv måneder, Ditte Julie Jensen brugte på at øve og optage 'Den store bagedyst', inden hun røg ud i semifinalen, havde hun ikke interesseret sig synderligt for hverken sine veninder, sin daværende mand eller deres lille datter, erkender hun.
For mens de boede i den virkelige verden, var Ditte Julie Jensen gået ombord på rumskibet. Og ingen af dem havde noget begreb om, hvor dejligt der var på den andens planet, for de havde ikke selv oplevet det.
Kun én gang oplevede Ditte Julie Jensen, at familien formåede at slå en lille revne i hendes kuppel.
»Jeg ringede hjem i det første program, helt stolt med telefonen på højtaler, og var sådan: 'Jeg vandt den hemmelige udfordring, jeg blev mesterbager'. Jeg havde mod forventning slået alle ud i første program, og jeg var ikke til at skyde igennem, og så kom der bare et svar tilbage: 'Har du set vores snap?' Og så begyndte jeg at græde,« husker hun.
»'Hvis I siger til mig, at Karla har taget sit første skridt, så kvæler jeg jer'. 'Men det har hun'. Okay, det gik jeg lige glip af.«
Karla, der i dag er syv år, havde været længe om at rejse sig, og alle omkring hende havde derfor ventet i spænding på, hvornår de to vaklende babyben ville begynde at bære sig selv.
Derfor græd Ditte Julie Jensen over beskeden hjemmefra. Men hurtigt fik hun en følelse af, at så var det heller ikke vigtigere. Pyt.
»Det var så underligt et limbo at være i. Lige dér var min næste kage bare det vigtigste.«
I privaten var der 'mange ting, der skulle samles op bagefter', fortæller Ditte Julie Jensen, der mener, at det havde stor betydning, at alle kunne se, hvor lykkelig 'Den store bagedyst' trods alt gjorde hende.
Hun droppede efterfølgende sit job som advokatsekretær og helligede sig kagerne på fuld tid. I dag er hun chef i egen virksomhed og sørger for at indrette sin arbejdstid, så hun kan være nærværende over for sine i dag to børn.
»Det blev en ting for mig, at jeg skulle opleve Alberts første skridt. Men jeg har samtidig fundet ud af, at det ikke nytter noget at dunke sig selv oveni hovedet, fordi man ikke får det hele med. Nu hvor jeg har delebørn, kommer Karla jo også hjem fra sin far, hvor hun har tabt sin første tand. Det er bare sådan, det er,« siger Ditte Julie Jensen.
Hun har heller ikke længere dårlig samvittighed over, at hun stod og bagte i et telt ved Vinderslevholm, den dag hendes datter lærte at gå.
»Det er selvfølgelig noget særligt at opleve, men så imponerende er de første 20 skridt jo heller ikke. Det er jo ikke rigtige skridt, fandt jeg efterfølgende ud af,« siger hun med et skævt smil og holder en kort pause.
»Da jeg så hende gå, var det hendes første skridt.«
