Mikkel Andersen blev helten for Lyngby, der endnu engang imponerede i Europa League i 2-1-sejren over Slovan Bratislava.

For første gang i 18 år dannede Lyngby Stadion rammen om en europæisk kamp. Dengang røg Lyngby ud af 1. runde af UEFA Cuppen, da Lokomotiv Moskva slog danskerne ud. I 2017 venter så en ny russisk modstander i form af Krasnodar i tredje runde af Europa League-kvalifikationen, efter at Slovan Bratislava blev besejret samlet 3-1.

En stærk præstation på hjemmebane sikrede videre avancement, og i 2-1-sejren mod slovakkerne var klubbens nye keeper Mikkel Andersen stærkt medvirkende til, at kampen ikke stak i en helt anden retning.

Efter otte minutter reddede han ved stillingen 0-0 nemlig et straffespark fra angriberen Robert Vittek. Og det blev skelsættende.

»Det er en helt anden kamp, hvis Mikkel ikke redder straffesparket. Så kunne alt ske. Mikkel har været fuldstændig vanvittig. Den kamp, han står dernede og den kamp, han står i dag, er voldsom. Jesper Hansen var en fremragende målmand for os sidste sæson, men det er ikke det, der handler om. Mikkel har været helt sensationel,« lyder skudsmålet fra Lyngby-træner David Nielsen.

Mikkel Andersen har gjort det til en vane at tage straffespark i sin karriere. Også i sin tid i Premier League.

»Det var ren instinkt. Der er ingen hemmelighed bag det. Det er måske også min force i det. Der er ingen teknik, det er ren instinkt, hvordan øjeblikket lige falder,« forklarer han.

For David Nielsen var det ingen overraskelse, at Lyngby kunne tage Slovan Bratislava på sengen.

»Vi slår dem på mentaliteten. Vi arbejder lidt hårdere, end de gør. Vi har mere respekt for det øjeblik, vi mister bolden. De er meget arrogante i deres forsvarsspil, og det så vi også dernede. Derfor var det vigtigt, vi fik sat et hold op, der kunne straffe det. Og det synes jeg, vi gør,« siger han.

Lyngby har nu vundet ti kampe i træk i alle turneringer – men det mætter ingen maver hos de kongeblå.

»Der er ingen, der havde forestillet sig, at vi skulle stå her efter at have vundet bronzemedaljer og have slået Slovan Bratislava ud. Hvis vi bliver dygtige til noget, sætter vi os et nyt mål. Den sult, der er i min stab, hos spillerne, i klubben og i mig, gør, at vi hele tiden skal forbedre os – uanset, hvor dygtige vi måtte blive. Vi turde godt at sige, at vi skulle slå Slovan, fordi jeg mente, de havde så lidt respekt for os, at de første ville finde ud af, at vi er et godt hold, når de er røget ud,« lyder det fra Nielsen.

Søndag venter et opgør i Superligaen mod Horsens, mens der næste torsdag 27. juli venter en udekamp i Krasnodar med returopgør ugen efter i Lyngby.

»Krasnodar er to niveauer over Slovan. Vi skal ned og spille på verdens dyreste stadion (Krasnodars hjemmebane er blevet renoveret for milliarder forud for VM 2018, red.). Det bliver en helt anden historie, men vi kan spille mod alle. Jeg har kigget lidt på dem allerede, fordi jeg skal prøve at ramme min kabale i forhold til, hvilke spillere der skal spille hvilke kampe. Det er individualister på et helt vildt højt niveau. Jeg vil tro, at et hold som FCK ville føle, at de skulle slå Krasnodar. Og vi har både tabt til og vundet over FCK. Vi skal tro på det.«