Racistiske ytringer, et manglende håndslag og nogle uheldige T-shirts.

Det var ingredienserne, som fik det hele til at eksplodere i Premier League ved flere lejligheder i 2012-sæsonen.

Her indtog Luis Suarez hovedrollen som super-skurken, mens hans Liverpool-holdkammerater agerede fjogede rygklappere. Skurkens offer var Manchester Uniteds Patrice Evra.

Nu taler sidstnævnte ud om de to episoder, som huskes som en skamplet over fodbold i almindelighed, men Luis Suarez i særdeleshed.

Foto: ANDREW YATES
Vis mere

»Det var fuldstændig utroligt,« siger den franske back-stjerne, som dengang tørnede ud for Manchester United.

I en storkamp mod Liverpool blev han svinet til med racistiske ytringer fra Luis Suarez, som huserede i angrebet hos United-rivalerne.

Det kostede den iltre uruguayaner en dom på otte spilledages karantæne.

Da de to hold stod over for hinanden igen senere på sæsonen, nægtede Suarez for rullende kameraer at give hånd til Evra, som den dag i dag fortsat er forbløffet over den hændelse.

Foto: DARREN STAPLES
Vis mere

»Da han gjorde det, tænkte jeg bare 'hvad fejler den fyr, han gør bare det hele værre'. Jeg er ked af det på hans vegne,« siger Evra i fodbold-magasinet på britisk tv, Monday Night Football.

Den tidligere franske stjernespiller fortæller også, at han er forbløffet over, at Liverpool så åbenlyst stod bag Suarez efter racisme-skandalen.

I en kamp mod Wigan bar hele holdet trøjer med Suarez' navn bag på under opvarmningen for at vise deres støtte til topscoreren.

»Man skal altid støtte sine spillere som klub. Men dette var efter hans karantæne-dom. Hvad er det dog for en besked at sende til omverdenen, når man gør det?« lyder det uforstående fra Evra.

Foto: NIGEL RODDIS
Vis mere

Liverpool-legenden Jamie Carragher, som var vice-anfører på holdet dengang, indrømmer over for Evra i Monday Night Football-studiet, at det var en fejl at støtte Suarez på den måde.

»Vi begik en stor fejl. Det er helt åbenlyst. Jeg billiger ikke det, Suarez gjorde. Det var forkert. Jeg beklager,« siger Carragher.

Han forklarer videre:

»Det var folk i klubben, der var tætte på Suarez, som stod bag. Jeg havde ikke modet til at sige fra. Jeg tror ikke, alle i klubben syntes, at det var det rigtige at gøre.«