Holdkammeraterne lovpriser Pål Alexander Kirkevold, og klubben håber at holde på målslugeren lidt endnu.

Hobros norske angriber, Pål Alexander Kirkevold, skrev sig søndag ind i historiebøgerne, da han scorede i 2-2-opgøret mod Horsens.

Det var niende ligakamp i streg, at han kom på måltavlen.

Han overhaler dermed de tidligere angribere Ebbe Sand og Peter Møller, der hver havde scoret otte kampe i streg.

Det er en præstation af den farlige nordmand, der er yderst fortjent, hvis man spørger Hobro-træner Thomas Thomasberg

»Han arbejder vanvittig hårdt og er en super god fyr. Jeg under ham alt den succes, han får. Et eller andet sted håber jeg også, at hans navn står på en ønskeliste i en større klub, hvor han kan gøre det godt og udvikle sig,« siger Thomas Thomasberg.

Rekordangriberen har kontraktudløb med Hobro til sommer, og Thomasberg håber, at man kan forlænge aftalen, så klubben ikke er nødt til at slippe ham gratis eller sælge billigt allerede til vinter.

 
Pål Alexander Kirkevold udligner for Hobro mod AC Horsens efter en fantastisk solotur.
Vis mere

»Jeg tror nok, vi skal finde en løsning, så vi ikke slipper ham gratis. Han skal videre på et tidspunkt, og han har arbejdet hamrende hårdt, så jeg kan sagtens unde ham at komme videre.«

»Men jeg vil bare være ked af det, hvis han smutter, uden vi får noget for det,« afslutter Thomasberg.

Selv tænker Pål Alexander Kirkevold dog ikke over den store interesse lige nu.

 
Pål Alexander Kirkevold udligner for Hobro mod AC Horsens efter en fantastisk solotur.
Vis mere

»Det spekulerer jeg ikke så meget på. Jeg er helt sikker på, at nogen klubber følger mig og er interesserede. Det er derfor, jeg træner og spiller, og lige nu vil jeg bare gøre det godt for Hobro, hvor jeg er lykkelig og glad. Så må vi se, hvor langt jeg kan nå,« siger angriberen.

Også den erfarne Danny Olsen kaster roser efter sin brandvarme holdkammerat.

»Han er sindssygt dygtig og træner ekstremt meget. Han er en komplet angriber, der har noget ud over det sædvanlige, synes jeg. Han vil altid vinde for enhver pris, og det er super fortjent, at han får rekorden nu,« afslutter Danny Olsen.

Kirkevold kan udbygge rekorden, når Hobro næste gang møde FC Nordsjælland på hjemmebane.

/ritzau/