Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Luka Modric... Og nu Karim Benzema!

Den franske Real Madrid-anfører har fået den største individuelle hæder, man som fodboldspiller kan opnå: Han har vundet Ballon d'Or-trofæet, der gives til verdens bedste fodboldspiller.

Denne gang er prisen givet for præstationerne i sæsonen 2021/22, og Benzema er blevet valgt af journalister fra de 100 bedst placerede lande på FIFA's verdensrangliste.

Det er første gang i karrieren, at Benzema hædres med Ballon d'Or-trofæet, og det sker i en alder af 34 år.

Benzema var i sprudlende form sidste sæson, hvor han leverede 44 kasser, mens det blev til La Liga- og Champions League-trofæ.

Benzema vinder prisen foran den tidligere Liverpool-angriber Sadio Mané på andenpladsen og Manchester Citys belgiske kreatør Kevin de Bruyne på tredjepladsen.

For de to tidligere mastodonter i kåringen, Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, var mandag noget mere ydmyg - Messi var end ikke blandt de 30 nominerede, mens Ronaldo endte som nummer 20.

Ved ceremonien i Paris fik Real Madrids Thibaut Courtois prisen som verdens bedste målmand, mens Barcelonas midtbanespiller Gavi tog prisen som verdens største talent.

Hos kvinderne vandt spanske Alexia Putellas Ballon d'Or-prisen - for andet år i træk.

På klubplan vandt Manchester City prisen som årets klub foran Liverpool og Champions League-vinderne Real Madrid.

Herunder kan du se top ti i mændenes Ballon d'Or:

1. Karim Benzema (Frankrig, 34 år, Real Madrid)
2. Sadio Mané (Senegal, 30 år, Liverpool/Bayern München)
3. Kevin De Bruyne (Belgien, 31 år, Manchester City)
4. Robert Lewandowski (Polen, 33 år, Bayern München/FC Barcelona)
5. Mohamed Salah (Egypten, 30 år, Liverpool)
6. Kylian Mbappé (Frankrig, 23 år, PSG)
7. Thibaut Courtois (Belgien, 30 år, Real Madrid)
8. Vinicius Jr (Brasilien, 22 år, Real Madrid)
9. Luka Modric (Kroatien, 36 år, Real Madrid)
10. Erling Haaland (Norge, 22 år, Borussia Dortmund/Manchester City)