Efter det i flere år har været uden reklamer, bliver det nu ændret i Canada tirsdag.

For streaminggiganten Netflix lancerer nemlig et nyt medlemskab, hvor man kan tilvælge at se reklamer.

Det skriver Global News.

Med det nye tiltag kommer et Netflix-abonnement med reklamer til at koste 5,99 canadiske dollar. Det svarer til knap 33 danske kroner. Et abonnement uden reklamer vil koste 9,99 canadiske dollar, hvad der svarer til 53 danske kroner.

»Forbrugerne har flere valgmuligheder, flere platforme og træffer derfor flere beslutninger om, hvilke streamingtjenester de beholder, og hvilke de skal opsige,« siger Justin Krieger, der er medieanalytiker i konsulentfirmaet RSM Canada.

Det nye medlemskab kommer i første omgang ikke til Danmark.

De første lande, der får det, bliver Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Korea, Mexico, Spanien, USA og Storbritannien.

Netflix forventer, at det billigere abonnement kan tiltrække 4,5 millioner abonnenter, inden året er omme.