Det er ikke helt billigt at sætte sig ind i en taxa og blive transporteret fra a til b.

Men der skal alligevel en hel del ture – eller én virkelig lang tur – til for at nå op det beløb, som tirsdagens deltager i 'Luksusfælden' på et år har kørt taxa for.

40.000 kroner.

Det er facit for 38-årige årige Lars, og han kan da heller ikke andet end at grine, da ekspert Kenneth Hansen fortæller ham det.

»Det var satans. Jeg vidste godt, at det var meget (...) Kæft det er meget. Nej, nej, nej … Undskyld jeg griner, men altså … jeg tager det dybt seriøst, men jeg kan bare se allerede nu, at det var det her, jeg frygtede,« fortæller han.

Taxaerne er dog langt fra det eneste, som Lars godt kan lide at bruge penge på.

Eksperterne har således regnet sig frem til, at han det seneste år har brugt 140.000 kroner – inklusiv taxaturene – på at gå i byen.

Oveni alt dette har han en gæld på 400.000 kroner til det offentlige.

Og der er alt mulig god grund til at få styr på økonomien, for han er efter med både husleje og elregning, så han risikerer at ryge på gaden.

Det nye afsnit af ‘Luksusfælden’ sendes tirsdag kl. 20.00 på TV3 eller Viaplay.