DSB, Post Danmark og Danske Spil er ikke med i det store, årlige indsamlingsshow for Afrika, der foregår i hele landet fredag aften.

En trængt økonomi, stærke bånd til staten og nye fokusområder er nogle af årsagerne til, at flere statsejede virksomheder ikke donerer penge til Danmarks Indsamling 2013.

- Vi er meget opmærksomme på, at vi er en statsejet virksomhed. Vi kan jo ikke uden omtanke bare give, fordi det jo dybest set er overskuddet fra statskassen, som vi tager, siger sponsorchef i Post Danmark Jørgen H.K. Jepsen.

Hos DSB er indtægterne blevet mindre og dermed donationerne.

- DSB donerer ikke i år. Vi ønsker at fokusere på vores kerneforretning, som er at køre tog for danskerne, lyder det fra DSBs presseafdeling. I Danske Spil siger man:

- Det har været et valg mellem forskellige projekter. Det er ikke en form for protest mod Danmarks Indsamling, og det er ikke ment som et negativt valg, siger kommunikationschef Thomas Rørsig.