Der er onsdag aften sket et alvorligt færdselsuheld i Klinkby i det nordlige Vestjylland. 

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X. 

»Fodgænger påkørt af personbil. Fodgænger fløjet til Skejby i kritisk tilstand,« lyder meldingen.

Klokken 22.00 melder politikredsen, at den tilskadekomne er en 77-årig mand fra lokalområdet.

Han er fortsat i kritisk tilstand, og de pårørende er underrettet, melder politiet. 

En bilinspektør undersøger i øjeblikket uheldet. Det betyder, at Lemvigvej er spærret ved Thyborønvej /Vandborgvej. Der er omkørsel ved Højlandvej og Houmåvej, oplyser politiet.

Afspærringen forventes afsluttet senest klokken 23.00.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 17.59. 

B.T. følger sagen.