'Disse YouTube-piger burde hellere finde nogle Barbie-dukker at lege med.'

Sådan skrev den pensionerede bokselegende Floyd Mayweather om den unge internetpersonlighed Logan Paul tilbage i november 2020, da han udfordrede den ubesejrede Mayweather til at gå ringen mod ham.

Logan Paul svarede kontant tilbage med at skrive '50-1' i et tweet, der var en klar hentydning til, at han ville slå bokselegenden og ødelægge Mayweathers ubesejrede statistik på 50 sejre i 50 kampe.

Godt et halvt år senere er opvisningskampen mellem den ubesejrede tidligere verdensmester Floyd Mayweather og YouTube-stjernen Logan Paul er sat til 6. juni på Hard Rock Stadium i Miami i delstaten Florida. Det bekræfter Mayweather på Instagram tirsdag, efter at boksekampen blev udsat fra sin oprindelige dato 20. februar.

'Den 6. juni 2021 vil Logan Paul og jeg bokse på Hard Rock Stadium,' skriver han.

Hans sidste professionelle kamp var i august 2017, da han besejrede MMA-stjernen Conor McGregor, som debuterede i bokseringen.

26-årige Logan Paul har bokset en enkelt kamp tidligere. Den tabte han til YouTube-kollegaen KSI.

Kampen blev kritiseret af flere professionelle boksere og arrangører, som mente, at det var en hån mod boksesporten at promovere en boksekamp mellem to YouTube-stjerner.

Kampen blev dog set af millioner af seere, og flere professionelle boksere som blandt andre sværvægtsverdensmester Anthony Joshua roste de to for at trække et nyt publikum til boksesporten.