I Shu-bi-duas gamle studie i Københavns Nordvestkvarter sidder Soulschok og rocker til The Fireflies stemmer. Smilet er som altid stort, men i dag er der virkelig også noget at­ ­smile af. Hans countrygruppe har under­skrevet en pladekontrakt med pladeselskabet A:larm.

 - Det er nu, at tv bliver til virkelighed, siger den tidligere X Factor-dommer stolt og indrømmer, at det havde han ikke troet på, da han blev tildelt gruppekategorien.

 - Det føles, som om det var os, der vandt X Factor, siger Julia, mens 15-årige Mathilde fortæller, at hun fik tårer i øjnene, da hun hørte, at de var blevet tilbudt en kontrakt. Og gruppen kommer i rigtig godt selskab.

A:larm huser i forvejen store ­danske kunstnere som Medina, Mew og Tina Dickow.

 - Jeg er vild med de kunstnere, de har, såsom Medina og Trentemøller. Man kan mærke, at de tager deres musik seriøst, og det er vigtigt, at det ikke bliver sådan et cirkusshow, siger Soulshock.

Udefinerbart talent


Direktøren for A:larm, Anders Lassen, fortæller, at selskabet ikke normalt bevæger sig i samme univers som X Factor.

 - Talentmassen var stor i år, og jeg lagde med det samme mærke til The Fireflies udefinerbare talent, siger han.

Selvom direktøren ikke kunne fornægte tv-showets potentiale, vil plade­selskabet forsøge at lave en plade med de unge damer, som kan få dem væk fra X Factor-universet, hvor de unge stjerner ofte ender med kun at være døgnfluer.

 - Det kunne være fedt, at når man nåede til at skulle lave album nummer to, at det så ikke længere handlede om X Factor, men at de i stedet var defineret for den musik, de laver, siger Anders Lassen.

Han påpeger samtidig vigtigheden, at albummet ikke hastes igennem, men giver plads til et kvalitetsalbum.

Carsten Soulschok er ikke selv i tvivl om, hvad et album med pigerne skal bestå af:

 - De skal selv lære at skrive, og så er jeg meget opmærksom på, at de gør sangene til deres egne. Ligesom Whitney Houston gjorde, da hun sang Dolly Partons 'I will allways love you', siger Soulschok.

Noget at glæde sig til


Selvom Countrypigerne ifølge direktøren får tid til pladen, og Soulshock lover, at pigerne har medbestemmelsesret, når det kommer til sangvalg, kan fans godt begynde at glæde sig.

Ifølge direktøren for A:larm skulle albummet nemlig helst ligge klar til sommer.

Pigerne synger med på deres første single, mens den for første gang bliver spillet for pressen.

Det er et stille nummer, som lover godt for udgivelsen. Der er dog ikke tale om et klassisk country-nummer, óg her forsøger Soulschok allerede at komme kritikken i forkøbet:

 - Vi har fundet ud af, at country er mere rock i dag, end det var i 60erne, siger han.

Pigerne er begejstrede for nummeret, og ser ikke noget problem i at bevæge sig ud af countrybåsen.

 - Vi er alle vilde med country, men jeg har personligt aldrig ønsket at være Johnny Cash. Det er moderne country, og vi vil ikke stå med banjoer og iført cowboystøvler og hatte, siger Julia.