Fredag aften bliver Rasmus Seebachs mange hit taget under kærlig behandling og sunget af de resterende fem deltagere i X-Factor.

Fans af Rasmus Seebach og X-Factor kan godt gnide sig forventningsfuldt i hænderne. Fredag aften er det nemlig hit fra den storhittende danske sanger og charmør, Rasmus Seebachs sangskat, der bliver sunget af de fem deltagere i X-Factor.

Den rockende færing, Sveinur har fået tilddelt sangen "Glad igen", der er skrevet af Rasmus og Nicolai Seebach og Jinkx.

Blachmans ene tilbageblevne gruppe, Nicoline Simone & Jean Michel skal synge "Vi lever", der er skrevet af Rasmus og Nicolai Seebach, Ankerstjerne og Jahn Gran.

Damp-drengen, Morten Benjamin med den følsomme stemme kommer nok til at lægge hele sin sjæl i sangen, "En skygge af dig", som er skrevet af Rasmus og Nicolai Seebach samt Jinkx.

Den unge Line får på fredag sat på plads, hvem hun er, når hun synger sangen, "Den jeg er", der er skrevet af Rasmus Seebach.

Og sidst men ikke mindst har Ida - nu uden bøjle - fået æren af at synge sangen, "Nangijala", der er skrevet af Rasmus og Nicolai Seebach samt Ankerstjerne.