Det er holdet, der er tyskernes helt store styrke. Det har været det bedste hold gennem VM

Endelig er det tid. Vi skal have afgjort, hvem der bliver verdensmester, og jeg har en favorit i finalen - endda en ret overbevisende favorit - og det er Tyskland.

Tyskland har haft det bedste hold gennem VM, mens det for andre mandskaber, herunder Argentina, har været de store profiler, der har været afgørende.

Log ind på BT PLUS eller køb dagens avis, hvis du vil læse hele klummen...


Det er holdet, der er tyskernes helt store styrke. Det har været det bedste hold gennem VM

Endelig er det tid. Vi skal have afgjort, hvem der bliver verdensmester, og jeg har en favorit i finalen - endda en ret overbevisende favorit - og det er Tyskland.

Tyskland har haft det bedste hold gennem VM, mens det for andre mandskaber, herunder Argentina, har været de store profiler, der har været afgørende.

For det er netop holdet, der er tyskernes store styrke. Selvfølgelig har de masser af gode spillere og en god bænk, hvilket har givet gode og stabile præstationer. Målene er heller ikke kommet fra én måltyv. Deres eneste direkte dybe angriber, Miroslav Klose, har ikke spillet ret meget, men har dog fået sin rekord. Det er midtbanen, bænken og forsvarsspillere, der scorer, hvilket gør det svært at dæmme op.

Det er et hold, som kan kombinere sig igennem, som kan score på dødbolde, og som er en trussel på langskud. Men det de mangler, og det kan godt blive en vigtig detalje, er de udfordrende spillere. Det er jo ikke Thomas Müller, der gør det, mens Mesut Özil og Mario Götze ikke har ramt topniveauet. Det er her, hvor Marco Reus, der måtte blive hjemme, er savnet.

Umiddelbart må vi som neutrale tilskuere håbe på, at tyskerne scorer det første mål, for Argentina vil fra begyndelsen spille henholdende. Før slutrunden talte vi om, at Argentina havde en frygtindgydende offensiv, men det har vist sig at være en skidt ide at have Lionel Messi, Gonzalo Huguain og Sergio Agüero på banen på samme tid. Det vil være ren harakiri mod tyskerne, fordi det vil ødelægge mulighederne for at stå kompakt nok. Det er nødvendigt for argentinerne, der nok dropper Agüero ud fra de betragtninger.

Messi har momentvis været kampafgørende, og især mod Belgien var han manden, der kunne holde på bolden. Men han har altså ikke ramt det topniveau, som vi ved, han kan nå. Han har manglet den sidste energi til at spille aggressivt. Og jeg synes også, hans kropssprog afslører, at han ikke altid har troen på, det kan lade sig gøre, når han forsøger at udfordre. At han lige pludselig skulle komme op på det niveau, det virker urealistisk.

Hvis Argentina kommer foran, får Javier Mascherano, VMs bedste 6er, altså den kontrollerende midtbanespiller, en nøglerolle. Han er så god til at læse modstanderens næste træk, og så vil vi se tyskerne spille bredt - nærmest som i håndbold. Hvis argentinerne står helt kompakt, så er der stort set ingen plads foran forsvaret, mellem forsvaret og bagved forsvaret. Det, man får foræret, er måske de første 20 meter på Argentinas banehalvdel, og så kommer det vrøvl, som jeg ikke bryder mig om: ’Hvorfor spiller de ikke hurtigere, hvorfor så bredt, hvorfor ikke bag forsvaret?’. Hør her, virkeligheden er anderledes, for det er teori at stille de spørgsmål. Og derfor ser man, at den type kampe afgøres ved dødbolde - og her er tyskerne farlige - eller en udfordrende dribler. Og her mangler tyskerne noget.

Men til forskel fra belgierne, så har tyskerne trods alt flere strenge at spille på, hvis de kommer bagud. Og det lover for en god kamp.

Hvis tyskerne derimod kommer foran, vil der være mere plads mellem kæderne. Så arbejdsbetingelserne er voldsomt afhængige af, hvem der scorer det første mål. Er det tyskerne, så har jeg svært ved at se, argentinerne komme igen, hvis man ikke har Ángel di María til rådighed. For han er den eneste bortset fra Messi, der kan udfordre. Og kampen mod Holland viste jo, at Messi kan lukkes ned, når han ikke er i bedre form. For hvis han er i sin bedste form, gør han det bare.

Set fra et trænerfagligt synspunkt, så varmer det mit hjerte, at tyskerne er i finalen, for vi har samme ide her i Danmark. Joachim Löw har været ansvarlig for udviklingen på det tyske landshold - i samspil med ledelsen - og selvfølgelig ændrer det sig i forhold til, hvem han har til rådighed, men grundtanken er tydelig.

Jeg glæder mig, og jeg håber på en en seværdig finale.