Kun 11 måneder gammel begyndte indonesiske Ardi Rizal at ryge. Men da forældrene ikke længere havde råd til Ardis forbrug på 40 cigaretter om dagen, blev han sendt i afvænning. Nu er han røgfri.

Videoen af 2-årige Ardi Rizal som blæste røgringe gik i maj verden rundt. Drengens far - en fiskehandler fra Sekayu i Indonesien - havde allerede lokket sit barn i fordærv, da drengen var bare 11 måneder gammel. Faderen mente ganske enkelt, at en cigaret kunne afhjælpe lille Ardis hovedpine.

Hurtigt blev drengen dog afhængig af tobakken, og brød ud i hysterisk raseri, når han ikke fik sin daglige røg. Snart var han dybt afhængig. Ardi ondulerede let 40 smøger om dagen, og samtidig havde cigaretterne en kedelig bivirkning. Drengen voksede som en ballon og var efterhånden i så dårlig form, at han end ikke evnede at løbe.

For godt tre måneder siden gik den så ikke længere. Ardi Rizals forældre besluttede, at gå til myndighederne for at få hjælp. Ikke fordi de nødvendigvis mente, at drengen led skade af al den tobak. Men fordi familien simpelthen ikke længere havde råd til at betale for sønnens forbrug.

Så Ardi Rizal blev sendt i afvænning - et tre måneders behandlingsforløb, som kom uendelig skævt fra land. For da Ardi Rizal indså, at han ikke blev tilbudt flere cigaretter stak han af sted i gråd og hamrede sit hoved ind i alle de vægge, han kunne slippe af sted med.

Men afvænningen virkede. Efter tre måneders intensiv behandling hverken græder Ardi over spildt cigaret eller slår sit hoved ind i vægge. Den dårlige vane er brudt. Og for første gang nogensinde er han nu i form til at lege som andre børn på hans alder.

Også forældrene er lykkelige. For som mor Diana ifølge avisen The Sun udtrykte det, er lettelsen over, ikke længere at skulle punge ud for to pakker cigaretter om dagen, stor:

- Nu kan vi bruge pengene på andre ting.