Glem alt om Lars von Trier og hans mange fobier. De er slet ikke en lykkepille værd i forhold til, hvad mange af Hollywoods store stjerner kan gå fuldstændig i spåner over!

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Tag nu en mand som Johnny Depp, der selv sætter skræk i mangt og meget i den forrygende »Pirates Of The Caribbean«.

Panisk angst
Han er panisk angst for noget, vi andre ellers griner ad. Klovnerne. »Jeg ved ikke, hvad det er. Der er noget med det malede ansigt, det falske smil. Der synes at ligge noget mørkt og potentielt ondskabsfuldt nedenunder,« siger Depp.

»Noget må være sket for mig, da jeg var barn,« mener han.

For at noget kan betegnes som en fobi, skal det være en vedvarende frygt, som har en direkte indflydelse på éns liv.

Det må man sige, at det i hvert fald har haft for Roger Moore. Hans fobi gælder skydevåben, og dem bar han jo en hel del af i sin tid som agent 007.

»Mit eneste skuespil nogensinde var at forsøge at holde øjnene rolige, når jeg havde en pistol i hånden. De gi'r mig nervøse tics,« har Moore sagt.

Og så er der Billy Bob Thornton, der jo ellers går for at være en af de seje drenge. Vis ham et antikt møbel, og han kryber sammen i hjørnet af angst.

Under eks-konen Angelina Jolies optagelser til den første »Tomb raider« film i England var Thornton således indlogeret på et af Londons eksklusive hoteller, der var spækket med gamle sager. Og han gik nærmest i chok.

»Måske er det noget, der stammer fra et tidligere liv,« har han sagt om sin fobi. »Jeg kan ha' været slået ihjel med en antik stol.«

Samler på fobier
Thornton samler tilsyneladende på fobier. En anden er, at han kun kan spise med en helt frisk og nyudpakket plasticske, teaterscener gi'r ham myrekryb, og lokkerne på den fortidige engelske premierminister ved navn Benjamin Disraeli kan han slet ikke kapere.

»Det er ikke rigtig noget, jeg er i stand til at forklare.«

Også Woody Allen kan præstere en regulær liste af fobier. Han har én for insekter. Én for solskin. For hunde. Højder. Små rum. Mange mennesker, for nu at nævne et par stykker.

Bange for stueplanter
Skuespilleren Christina Riccis fobi lider han tilsyneladende ikke af, men det gør den ikke mindre bizar. Hun er bange for stueplanter. Og David Gest - Liza Minnellis eks - frygter telefoner og kan ikke klare lyden af sin egen stemme.

Og lad os afslutningsvis springe over i en lidt anden verden: fodboldens. Den nok så berømte David Beckham går i opløsning ved uorden!

I hans påklædningsværelse er alt tøj således arrangeret efter farve, indholdet i køleskabet efter farve og størrelse. Og der skal helst være et lige antal.

»Hvis der er tre dåser diet-coke, smider han gerne den ene ud,« har fru Victoria afsløret!

Skal man lære noget af ovenstående, må det være, at penge desværre ikke løser alle problemer! suss@bt.dk