B.T.s Birgitte Grue har sjældent set noget så rædselsfuldt som denne mishandling af kendt klassiker på Det Kgl. og giver den NUL stjerner

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Denne opsætning af 'Omstigning til Paradis' er det værste teater, jeg har set i rigtig lang tid. Fra første sekund er den fuldkommen totalt overhysterisk.

Instruktøren, Emil Hansen, har villet lægge afstand til den berømte filmatisering med Vivien Leigh og Marlon Brando. Og DET er lykkedes!

Som nervevraget og livsløgneren Blanche DuBois klamrer Ditte Hansen sig til det, hun er god til - revy-komik. Det duer ikke en meter i dette dampende sydstatsdrama om fortielser, skam - og sex. Det sidste sørger Zlatko Buric for at tage livet af.

Fint nok, at han vover at fylde Brandos berømte undertrøje ud på sin egen bodega-alternative måde, men hans Stanley Kowalski er lige så ulækker som ufarlig.

Vi hører om mandens 'dyriske kraft'... og tænker: slimet ål! Burics spillestil er pinlig - det samme gælder hans drukkammerater (Morten Eisner, Thomas Bo Larsen og Michael Weber).

Menneskevrag
I Christian Lemmerz' losseplads af en all-american Shit City møder vi menneskevrag omkring et bilvrag - og vold og vræl opstår.

Det bedste, jeg har at sige om denne vrængende, skingre mishandling af Tennessee Williams' klassiker er, at man ikke kan forstå det meste af det, Zlatko Buric siger... så slipper man da for DET.

Ellers bliver man nemlig ikke skånet for meget - heller ikke for hans bare røv! »Åkåltiværed« råber han - det betyder 'ukultiveret', og det er denne opsætning. Selvfølgelig med vilje. Men hvorfor? Forestillingen giver intet svar. Den er en mishandling af en intens og smuk tekst og et misbrug af skuespillere. Al tale foregår i råb. Og råb i skrigeri. Det er lige så irriterende som udmattende at overvære.