B.T. og 82 af 170 tilskuere til Melodi Grand Prix generalprøven er enige - årets yngste deltager skal til Estland i maj.

  • Værtsrollen er overvurderet
  • Moulin Rouge Grand Prix
  • Gabrielle - en drøm går i opfyldelse
  • Sådan gik det for sidste års håb
  • Melodi Grand Prix (og Gud) reddede Cliffs karriere
  • Musik er som at trække vejret
  • Vi præsenterer: DE 10 FINALISTER

    ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Vis mig hvem du er, sig mig hvad du tror?« Sådan synger Stjerne for en aften-toeren Malene Winther Mortensen i aftenens Grand Prix-sang »Vis mig hvem du er«.

    Og vi her på B.T. har det sidste svar til Malene. Vi tror nemlig, at hun vinder. Men hvad mere vigtigt er, folk der var til generalprøven i går, tror det i stor stil. Vi spurgte 170 tilskuere, og næsten halvdelen, hele 82, mente, at benjaminen Malene bliver en sikker vinder.

    Både hendes melodi, sang og Malene selv er helt i top. Han var den klart mest ekspressive og kropslige. Hun fik det største bidrag i salen - måske hjulpet af at folk kan huske hende, men alligevel.

    Desuden er det nok ikke ligefrem dårligt for unge, friske Malene, at der i år oven i fagjuryen, samt Jylland, Fyn, Sjælland/øerne og Storkøbenhavn også er en SMS-jury - de unges foretrukne kommunikationsform.

    Alle gode gange tre

    Så mon ikke sangskriver Michael Ronson, der også deltog i Grand Prix i 1993 og 1997, i aften kan sige »alle gode gange tre«.

    Som outsidere må vi nævne Luna Park der af folket fik 25 stemmer, tredjefavoritten Bjarne Langhoff med 17 stemmer, samt fra B.T.s eget smagsbarometer Helge Engelbrechts Neighbours, Tine B og svigermors færøske drømmedreng Pætur.

    Den sikreste Estlands-rejsende er dog koret med Kenny Lübcke og søstrene Moe - de er med på otte af de ti sange som vi her gennemgår:

    Melodi nr. 1 »Sommerregn«, Luna Park, Lasse Drevsholt og Jonas Bengtson - 25 stemmer.

    Vært: Henrik Voldborg.

    Ham forsangeren Lasse MÅ hedde Krebs til efternavn. Der er helt klart dømt Poul Krebs, og ham kan folket lide. Selv om sangen er lidt for jævn og mangler et fængende omkvæd.

    Melodi nr. 2 »Mon du falder ned?«, U.F.O. - 11 stemmer

    Vært: Sille Lundquist

    »Nu håber jeg ikke, det er noget lort,« sagde U.F.O.-duoens værtinde Sille Lundkvist. Så langt vil vi ikke gå, meeen... dette meget anderledes disco-glampop kommer ikke til tops.

    Melodi nr. 3 »Medieshow«, Jeanett Debb - 8 stemmer

    Vært: Jørgen de Mylius

    Selv Whitney Houston og Mariah Carey har fundet ud af, at det ikke nytter noget at skrige sig gennem en sang. Men ikke Jeanett Debb.

    Melodi nr. 4 »Alle dage er en fredag«, Morten Fleck - 7 stemmer

    Vært: Søren Poppe

    Rablende kedelig singer-songwriter ordstrøm. Men et okay omkvæd, og så scorer Morten måske lidt sympatipoints på sit nervøse våd-hund-blik.

    Melodi nr. 5 »Alt mellem himmel og jord«, Neighbours - 3 stemmer

    Vært: Jacob Haugaard

    De to gæve jyder kan virkelig skrive »en lille melodi«, som Helge skrev til Anne-Cathrine Herdorf for herrens mange år siden. Der er sejle op ad åen-stemning, og de to herrer harmonerer godt. Men Helge bliver alligevel lige lovlig afslappet på sin barstol. En klassisk Grand Prix-sang der uanset placering er et sikkert hit ude i popland.

    Melodi nr. 6 »Det' på tide«, Solist: Bjarne Langhoff - 17 stemmer

    Vært Ellen Hillingsø

    Bjarne Langhoff synger denne årets mest traditionelle 80'er-Grand Prix-sang fremragende. Men den mand har alt for meget musical i blodet.

    Melodi nr. 7 »Helt derinde«, Tine B. - 3 stemmer

    Vært: Gordon Kennedy

    Der er klar Alberte-sødme over både Tine og hendes sang. Det er faktisk ikke til at stå for. Men det er alligevel lidt for ordinært til for alvor at tro på den som en vinder.

    Melodi nr. 8 »Aldrig min igen«, Mads Broe Andersen - 8 stemmer

    Vært: Xenia Lach-Nielsen

    Her har vi et af aftenens hårdeste beats under en klar Pet Shop Boys-harmoni. Men den mangler et fængende omkvæd, og så ser Mads Broe så forfærdelig alvorlig ud - ja, han ligner faktisk tekstens bitre budskab om, at »du bliver aldrig min igen«.

    Melodi nr. 9 »Som en drøm«, Pætur vid Keldu - 6 stemmer

    Vært: Janne Kolling

    Det første færøske indslag siden 1979 er stærkt dragende, sympatisk og har en rigtig god, swingjazzet melodi. Klart dansk-top-potentiale, men den er ikke festlig nok til at ryge helt til tops.

    Melodi nr. 10 »Vis mig, hvem du er« - 82 stemmer.

    Vært: Peter Qvortrup Geisling

    Behøver vi sige mere...?

    Det blev en generalprøve med en del tekniske fejl. Det lover godt for premieren, hvis man skal tro gammel overtro. Michael Carøe i løssluppen topform, der helt overskygger den urutinerede og derfor noget stive Signe Svendsen.

    Idéen med de mange gæsteværter fungerer bedre og mere afslappet end sidste år. Ikke underligt indtog de uddannede skuespillere, Ellen Hillingsøe og Gordon Kennedy Cirkusbygningen, som om de ejer den - mens det gik mere famlende og nervøst for sig med Sille Lundquist og Janne Kolling.

    De manglende piger i deltagerfeltet blev til dels opvejet af de spanske señoritaer i flamenco-dansegruppen. Olé, der er sus i skørterne.

    De to indlagte duetter med Signe Svendsen/James Sampson og Michael Carøe/Stine Findsen er velanbragte - hjemme ved TV-skærmene vil ældre seere måske savne lidt fra de gamle gamle dage. Det får de delvis med en underholdende visualisering af Grand Prix-historien - med klip fra gamle Eurovisionsudsendelser. Der er sket en del, siden Tivoli Garden spillede op i 1964.