Første afsnit af 'Livvagterne' var spændende, men også tynget af, at meget skulle nås.
Fucking hårdt!, siger en af dem om jobbet. Han er livvagt, denne særlige, sammenbidte race, der – trods mørkt tøj og tomt ansigtsudtryk – er efterspurgte i helte-genren. Det ved vi fra utallige udenlandske actionfilm, der ynder bodyguards, disse effektive og urokkelige machomænd, der er vakse i vendingen og kolde i røven – samtidig!DEBAT: HVAD SYNES DU OM LIVVAGTERNE?
Nu vover en dansk spændings-serie at prøve kræfter med genren. Umiddelbart virker Mai Brostrøm og Peter Thorsboes satsning risikabel: At de i 20 afsnit kan holde os til skærmen med livvagter, som jo er kendt for en fåmælt, ja, nærmest anonym stil.
Livvagter er af en helt anden slags, end de var engang, de skæve individualister, som tilsammen blev den livligt sprudlende cocktail af kreativitet i 'Rejseholdet'.
Det er svært at se, hvordan livvagter, med deres kølige image, vil formå at få os, seerne, til at smile varmt.
Vattet minister
Om der vil komme liv og spræl i 'Livvagterne', er ikke til at afgøre efter første afsnit. For det var tynget af det meget, der skulle nås: Ikke bare at introducere de tre unge hovedpersoner og den type job, de nu går ind til, men også at levere elementær spænding.
Det sidste lykkedes bedst:
Det var en glimrende idé at lægge ud med et action-brag, som indbefattede en ualmindeligt vattet forsvarsminister (Henrik Prip), der først var et tudefjæs og siden et fjols, som tilsidesatte sikkerhedsforanstaltningerne – med det resultat, at en livvagt ofrede sit liv for ham ved et mortér-angreb i Bagdad. Det satte jobbet som livvagt i perspektiv: Nemlig at her skal man være villig til at dø for en person, der ikke er det værd!
Indsmurt i skummel stemningsmusik udsprang spændingen i første afsnit af denne livvagts død, som fik hans krigsskadede, traumatiserede bosniske far til at vågne op og gå amok. Det gik ud over ministerens elskerinde, som den alt for sjældent benyttede Helene Egelund spillede godt.
Min største indvending mod afsnit 1 er dets mangel på spillescener med klare dramatiske situationer. Dét, vi fik, var handling og snak, snak, snak, som – desværre – ikke gjorde os meget klogere på hovedpersonernes personligheder.
Vi fik ikke noget klart indtryk af Rasmus Poulsen (Søren Vejby) og da slet ikke af Jonas (André Babikian). Kun hos Jasmina, den sidste af de tre unge kommende livvagter, var der et kig ind til det private jeg.
Kvinde i klemme
Dét var til gengæld stærkt og gav et glimt af en ung kvinde i klemme mellem indvandrerfamiliens forventninger og sin egen vilje. Scenen, hvor Jasmina, barsk og usentimental, hakker sin tykke fletning af, var det dramatisk stærkeste. Jasmina bliver garanteret min og mange andres yndlings-livvagt!
Rollen som den seje, unge kvinde er en gave til unge Cecilie Stenspil med det stærke udtryk.
Hun er en glad overraskelse.
At Tommy Kenter på alle måder fylder godt som den slidte retspsykiater, er der derimod intet overraskende i. Vi ved jo, at Kenter kan. Han overvælder og beviser bare – igen – hvilken eminent kontrol han har over stemme, mimik og timing.
'Livvagterne'. Af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe. Instruktion: Mikkel Serup. Første afsnit sendt på DR1 i aftes. Andet afsnit følger 4. januar, og herefter sendes serien om søndagen - de første 10 afsnit i år, og de sidste 10 afsnit fra januar 2010.
