Sofie Gråbøl får sin første store TV-hovedrolle i DRs nye hverdagsdrama »Nikolaj og Julie«.

Det er kærlighed ved første blik, når reklamemanden Nikolaj og karriereadvokaten Julie mødes i DRs nye søndagsserie »Nikolaj og Julie«. Skuespilleren Sofie Gråbøl vil gerne tro på, at det også findes i virkeligheden:

»Jeg har aldrig oplevet kærlighed ved første blik, men det ser da godt ud på TV, og ja, det tror jeg vel på, fordi jeg har hørt om nogen, der har oplevet det,« siger hun, der hidtil har lavet teater og film.

»Jeg har nok frygtet for den store eksponering, som TV gi'r, men nu har jeg vendt min frygt om til noget positivt, nemlig at her har jeg mulighed for at komme ud til så stort et publikum. Jeg synes, det er en god idé at skildre den generation, der har så store ambitioner på egne vegne. Det er en generationssygdom:

Man skal være en god mor, spændende kone, nærværende veninde og dygtig til sit arbejde,« siger Sofie Gråbøl, der godt kan føle sig lidt i familie med advokatrollen Julie på det punkt, der hedder småbørnsforældre. Hun blev selv mor for 15 måneder siden.

»Det var som et bombenedslag, at blive mor, for alt blev så forandret, men det har også været meget udramatisk. Jeg er måske ikke så udadvendt mere og blevet dårligere til at pleje mine veninder, men jeg har fundet ud af, at jeg er meget mere rummelig, end jeg troede, så der både er plads til job og privatliv.

Det er befriende ikke at skulle fokusere så meget på sig selv. som man gjorde før.«

Hun kan genkende mange ting fra dagligdagen: »Men det er jo ikke mit liv, vi bruger. Jeg spiller ikke mig selv.« Det blir hjerte, smerte, latter og problemerne med at få dagligdagen til at hænge sammen som småbørnsfamilie og karrieremennesker, der nu skal overtage søndagsjobbet efter »Rejseholdet« På DR.

Peter Mygind står ved Sofie Gråbøls side som ægtemanden Nikolaj, der mere lever i nuet og let får lovet for meget. »Vi har gået og øst af vores hjerter og blod i den grad. Det er noget af det tætteste, jeg har lavet, på mit eget liv.«

Vi har faktisk haft store diskussioner om den rigtige måde at skændes på.... Men dybest set handler det jo om, at vi gerne vil have det hele, og ikke har lyst til at se sin egen begrænsning. Man siger: Jeg har kun det ene liv, og jeg vil ikke gå glip af noget.«

Det er forfatteren Søren Svejstrup, der har skrevet de 18 afsnit, som skal få 30-generationen til at kigge sig i spejlet om søndagen, mens Piv Bernth er ansvarlig for resultatet, som Charlotte Sachs Bostrup har lagt tonen i som instruktør.