Så er han tilbage. Den lille, duknakkede strømer med den fortyggede cigarstump, slidte cottoncoat og et vrag af en Peugeot.

Som amerikanske krimiseriers svar på Charlie Chaplin har skuespilleren Peter Falk indskrevet sig i TV-historien som den stædige lille detektiv med den store næse for de små detaljer, der i sidste ende fælder de skumle forbrydere.

Sidst i maj genudsender DR comeback-serien med Columbo, der blev optaget sidst i 80'erne efter en pause på 10 år.

Her har Peter Falk både fået flere grå hår, men er bestemt også blevet mere udspekuleret, når han skal fange sine mordere, der alle befinder sig blandt de smarte og rige.

Han er ikke blevet mindre distræt og klodset, og den berømte situation, hvor han stopper op i døren på vej ud, for lige at stille et spørgsmål mere, er irriterende legendarisk.

Ligesom gerningsmanden, der er overbevist om, at han har begået det perfekte mord, bliver vi som seere drønirriterede på Columbo over, han absolut skal standse op i døren hver gang, fordi han lige har et spørgsmål til.

Og hans taktik virker hver gang.

I irritation over denne tilsyneladende fuldstændig håbløse politiinspektør, der altid skal slæbe både sin kone og en storsavlende basset-hund ind i efterforskningen, kommer morderne til at fortale sig.

Rollen som Columbo er stadig Peter Falks største præstation, selv om han som filmskuespiller har spillet med i flere film af John Cassavetes over for skuespillere som Gena Rowlands og Bette Davis. TV-serien har indbragt ham fire Emmy-priser, der er den amerikanske TV-verdens svar på en Oscar.

DR1 fra 31. maj. Kl. 22.35