Amerikanske ambassader i hele verden har fået besked hjemmefra om, at de for første gang i 30 år må invitere iranske diplomater på besøg.

Det er både i lille og stor målestok, at den nye regering i Washington forsøger sig med en blødere linje over for Iran end førhen. Når USA's ambassader verden over 4. juli holder receptioner i anledning af USA's uafhængighedsdag, er der nemlig givet grønt lys for, at der må stå iranske diplomater på gæstelisten.

- Det er helt i tråd med vores politik, som drejer sig om at engagere den iranske regering, siger talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Robert Wood.

USA er ligesom flere andre lande bekymret over Irans atomprogram, som amerikanerne frygter skal bruges til at fremstille atomvåben. Amerikanerne har dog været på kant med iranerne lige siden 1980, da den amerikanske ambassade i Irans hovedstad, Teheran, blev stormet, og der er ingen diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Og Robert Wood understreger da også, at det grønne lys for iranerne kun gælder 4. juli.

- Men det er helt klart vores politik at række hånden ud og engagere Iran, og det her er bare én måde at gøre det på, tilføjer han.

Amerikanske diplomater har fået tilladelse til at udveksle almindelige høfligheder med iranske kolleger, men de må ikke svare på spørgsmål, der har nogen politisk betydning.

/ritzau/AFP