USA jager i øjeblikket en række personer, der er nævnt i Osama bin Ladens personlige dokumenter.

USA har iværksat en international jagt efter potentielle al-Qaedaceller, der er nævnt i de dokumenter, som blev fundet på Osama bin Ladens skjulested i Pakistan, rapporterer amerikanske medier.

Myndighederne forsøger at fastslå, om de navne, som er nævnt i bin Ladens terrorplaner, er dæknavne eller virkelige navne. Samtidig forsøger efterretningsfolk at finde ud af, om de forskellige plot er i planlægnings- eller eksekveringsfasen, rapporterer ABC News.

De amerikanske myndigheder har kontaktet Storbritannien og Canada for at få hjælp med at identificere navnene på formodede terrorister, der er nævnt i filerne på bin Ladens computer og i håndskrevne journaler.

Der er også blevet tilføjet navne til terrorlister, og rejseregistre bliver nærlæst for at se, om potentielle terrorister er rejst ind i USA. En særlig CIA-enhed med navnet Media Exploitation Task Force arbejder på sagen i døgndrift.

I sine terrorplot kræver bin Ladens blandt andet store angreb mod USA's transportsektor og infrastruktur på store mærkedage som landets uafhængighedsdag og tiårsdagen for angrebene 11. september.

Tom Donilon, præsident Barack Obamas rådgiver for national sikkerhed, har sammenlignet dokumenterne fra bin Ladens skjulested med et "lille universitetsbibliotek".

/ritzau/AFP