Amerikansk politis efterforskning tyder på, at der kan have været udenlandsk indblanding i det mislykkede forsøg på at sprænge en bombe i New York.

Det mislykkede bombeangreb på Times Square i New York kan have været planlagt af personer fra et internationalt netværk.

Det siger amerikanske regeringsembedsmænd til avisen Washington Post.

De understreger, at efterforskningen, som flere af USA's delstater er involveret i, befinder sig i den indledende fase, og at det er for tidligt at udelukke bestemte motiver.

Men der er dukket nye spor op i efterforskningen, siger embedsmændene efter en briefing i Det Hvide Hus.

Selv om der er spor der tyder på en international forbindelse, er det ikke ensbetydende med, at al-Qaeda eller andre terrororganisationer står bag det mislykkede attentat, siger Washingtons Posts kilder.

Samtidig karakteriserer talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, den mislykkede bilbombe som et terrorforsøg.

- Jeg vil mene, at det var et forsøg på at sprede terror. Og hvem det end var, der gjorde det, må kategoriseres som terrorist, siger Gibbs.

Det er første gang, at Det Hvide Hus bruger den betegnelse om det mislykkede angreb.

Politikommissær Raymond Kelly fra New York siger, at politiet har talt med ejeren af den grønne Nissan Pathfinder, der var pakket med brændstof og eksplosive materialer. Kelly oplyste imidlertid ikke andet, end at manden ikke er mistænkt i sagen, skriver Washington Post.

/ritzau/