Tegnefilmsfamilien The Simsons er blevet forbudt i prime-time i Ecuador, mens staten efterforsker, om serien har en dårlig indflydelse på børn.

Homer og Marge Simpson får sammen med deres tre børn og alle de andre usædvanlige eksistenser i byen Springfield ikke længere lov til at optræde i bedste sendetid på ecuadoriansk tv.

Programmet bliver taget helt af sendefladen i tidsrummet mellem 18 og 21, fordi den statslige tv-instans er bekymret over seriens udbredelse af vold samt kønslig og racemæssig diskrimination. Indtil videre skal serien underkastes en nærmere undersøgelse, som kommer til at stå på i 90 dage.

For et år siden blev den private venezuelanske tv-station Televen straffet for at vise Simpsons i den bedste sendetid. Ligesom i Venezuela, bliver tv- og radiosendefladen i Ecuador ofte tilpasset den venstreorienterede præsidents ugentlige og ofte meget lange taler.

/ritzau/AFP