Den svenske forsvarsindustrikoncern Saab har fået en ordre på seks kampfly af typen Gripen til Thailands flyvevåben. Ordren har en værdi på 2,2 milliarder svenske kroner (1,75 milliarder kroner), oplyser Saab i en pressemeddelelse.

- Bestillingen er en opfølgning af en tidligere bestilling fra 2008, da det svenske Försvarets Materielvärk bestilte seks Gripen-fly til Thailand, skriver Saab.

Den svenske våbenproducent kan på grund af landets neutralitetspolitik ikke levere fly direkte til fremmede nationer, men er nødt til at lade salget gå gennem det svenske forsvar.

Lennart Sindahl, der er chef for Saabs forretningsområde Aeronautics, vurderer, at ordren til Thailand øger Saabs chancer for at sælge fly til Brasilien og Indien.

- Ja, det er i hvert fald ikke negativt. Det viser brasilianerne, at thailænderne er tilfredse og agter at fortsætte på den vej, de er slået ind på. Og man må ikke glemme Indien, hvor vi også ligger lunt i svinget. Det er en endnu større handel, hvis den falder på plads, siger Sindahl.

Saab Gripen Next Generation har også været på tale som afløser for de efterhånden bedagede F-16 jagerfly, som benyttes af det danske flyvevåben. Saab havde sammen med Boeing F-18 Super Hornet tabt til Lockheed Martins Joint Strike Fighter.

Bortset fra, at JSF har været plaget af forsinkelser og endnu ikke er kommet på vingerne, så sparkede et stort flertal i Folketinget partier beslutningen om at købe nye jagerfly til hjørne og valgte i stedet at forlænge F-16-flyenes liv ved at opgradere dem.

/ritzau/TT