Den nye øverstkommanderende for de allierede styrker i Afghanistan, den amerikanske general David Petraeus, står foran en vanskelig opgave.

Den nye øverstkommanderende for de allierede styrker i Afghanistan, den amerikanske general David Petraeus, siger, at Vestens mission i landet vil lykkes.

- Dette er en hård og vanskelig mission. Der er intet let ved den, men vi kan sammen sikre fremskridt og nå vores fælles mål, siger Petraeus, der lørdag talte til 1700 afghanske politikere, diplomater og udviklingsarbejdere i Kabul.

Den firestjernede general fejrede USA's uafhængighedsdag i et af de stærkest bevogtede steder i Afghanistan, nemlig den amerikanske ambassade i hovedstaden Kabul.

- I denne indsats må vi stå sammen i enhed og med fælles målsætninger. Civilt og militært, afghansk og internationalt, så er vi en del af et hold med en mission, hedder det i Petraeus første officielle erklæringer i den afghanske hovedstad. David Petraeus, der har afløst den fyrede general Stanley McChrystal, ankom til Kabul fredag. Han skal forsøge at bringe fred og sikkerhed til det borgerkrigshærgede land - og sikre et alibi for, at de udenlandske tropper, herunder de danske, kan trækkes hjem, siger iagttagere.

- Petraeus må ændre den fundamentale strategi i krigen mod Taliban, siger det afghanske parlamentsmedlem, Ahmad Behzad, til nyhedsbureauet AFP.

- En ændret ledelse af de udenlandske styrker får kun betydning, hvis vi ser mere seriøse tiltag mod terroristerne, siger Ahmad Behzad.

Den 57-årige general modtog, sammen med den amerikanske ambassadør, de omkring 1700 gæster på ambassaden for at fejre uafhængighedsdagen.

/ritzau/AFP