NPD's juridiske og finansielle frontfigur er død. Det kan betyde starten på vanskelige tider for Tysklands største højreekstremistiske parti.

Det højreekstremistiske tyske parti NPD er kommet i alvorlige problemer, efter at dets næstformand, Jürgen Rieger, pludselig er død 63 år.

Som næstformand i NPD hjalp Rieger, der var advokat af uddannelse, ikke alene partiet med dets juridiske problemer. Han brugte også sine evne til at styrke NPD økonomisk.

Rieger døde torsdag på et hospital i Berlin, fem dage efter at have fået en hjerneblødning under et NPD-møde.

Over hele Tyskland skabte Riegers navn på en ejendomskontrakt frygt hos lokale myndigheder. Han købte flere forfaldne ejendomme, typisk urentable hoteller eller biografer, og sagde, at han ville omdanne dem til konferencecentre for NPD.

Lokalsamfund, der var bange for at blive løbet over ende af højreekstremister og nynazister, købte ofte ejendomme af Rieger til overpriser. Disse penge kom NPD til gode.

Med Riegers død har partiet ikke længere en højtuddannet eller durkdreven erhvervsmand blandt dets ledende medlemmer.

Hans familie i Hamburg forsøger i forbindelse med Riegers død at distancere sig fra NPD. Den siger, at kun de nærmeste pårørende er inviteret til hans begravelse, og at han skal kremeres for at undgå et gravsted, hvor nynazister kan samles og lægge blomster.

/ritzau/dpa