Hun lærte tyske kvinder at bruge prævention og stiftede et verdensomspændende pornoimperium med base i Flensborg. Nu lakker det mod enden for Beate Uhses konkurstruede sexbutikker, der står til at tabe kampen mod gratis porno på internettet.

Som pensioneret Luftwaffe-pilot skabte Beate Uhse sig et navn som Tysklands ubestridte sexdronning med en formue bygget på farvestrålende sexlegetøj, aromatiske kondomer og bundløse trusser.

Nu er den tyske sexdronnings livsværk truet på livet.

Efter mere end halvfjerds år som tyskernes foretrukne erotik-leverandør erklærede aktieselskabet Beate Uhse sig i midten af december teknisk insolvent. Mens den tidligere stormagt i den europæiske sex-industri nød gyldne tider i 70erne og 80erne, har virksomheden i dag ubetalte regninger for mere end 30 mio. euro.

Dermed ser det sort ud for den legendariske sexkæde, der forandrede det moderne Tyskland med en slagkraftig kombination af ligefrem seksualoplysning og udpræget forretningssans.

I 1999 blev Beate Uhses imperium endelig børsnoteret, og selvom investorerne i første omgang stod i kø for at skyde penge ind i det erotiske forretningseventyr, begyndte vanskelighederne at melde sig i takt med online-pornografiens sejrsgang i de følgende år. Arkivfoto.
I 1999 blev Beate Uhses imperium endelig børsnoteret, og selvom investorerne i første omgang stod i kø for at skyde penge ind i det erotiske forretningseventyr, begyndte vanskelighederne at melde sig i takt med online-pornografiens sejrsgang i de følgende år. Arkivfoto. Foto: OLIVER LANG
Vis mere

Verdens første sexshop

Beate Uhse var så langt fra de klicheprægede forestillinger om slibrige pornoproducenter i ilde belyste kælderlokaler, som man kan komme.

Allerede i slutningen af trediverne havde den selvsikre lægedatter trodset tidens herskende forestillinger ved at uddanne sig til en bemærkelsesværdigt dygtig pilot. I 1939 giftede hun sig med sin flyvelærer, Hans Jürgen Uhse, der blot fem år senere omkom ved en flyulykke. Selv tilbragte Beate det meste af krigsårene i cockpittet på militære transport- og kampfly i det tyske luftvåben, men efter nazisternes nederlag i 1945 var det slut med udflugterne i de højere luftlag.

Som mange andre tyskere tilbragte Uhse, der aldrig havde været overbevist nazist, en kortvarig periode i britisk krigsfangenskab. Da hun blev frigivet, havde de allierede udstedt et generelt flyveforbud for tyske piloter, der tvang den driftige kvinde til at søge nye veje.

Som cyklende legetøjssælger i efterkrigstidens Slesvig-Holsten stødte hun hurtigt på et utal af desperate kvinder, der på grund af den konservative familiepolitik under nazisterne fortsat manglede basal og praktisk viden om prævention. Kvindernes behov inspirerede hende til at skrive en efter datidens forhold vovet pamflet med gode råd til at undgå uønsket graviditet.

Pamfletten med den hemmelighedsfulde titel »Dokument X« blev revet væk på et tidspunkt, hvor ufrivilligt svangerskab for enlige mødre stadig var ensbetydende med både social og økonomisk udstødelse fra det bedre borgerskab.

Få år efter grundlagde Uhse og hendes ægtemand, Walter Rotermund, et postordrefirma, der hurtigt satte sig tungt på det indtil da så godt som ikke-eksisterende marked for både prævention, oplysningshæfter og mere pikant inspiration til parforholdet. Allerede i 1960 var mere end en million kønsmodne tyskere registreret som kunder i den boomende virksomheds kundekartotek.

I 1962 kunne Uhse og hendes mand åbne verdens første sexbutik med det anstændige navn »Institut for ægteskabelig hygiejne« i hjembyen Flensborg. Godt hjulpet af 60erne og 70ernes seksuelle revolution blev Beathe Uhses postordrefirma hurtigt en gigantisk succes, der forsynede lystne sjæle i både ind- og udland med diskrete forsendelser med frækt indhold.

»Forfærdeligt stads«

En af Beate Uhses største kommercielle udfordringer kom fra Skandinavien, hvor driftige forretningsmænd havde et gevaldigt forspring i den boomende pornoindustri. I Danmark var produktion af porno allerede blevet lovligt i 1969. Da Tyskland i 1975 kom med på vognen og tillod pornografi, var Uhse naturligvis klar til at sætte sig på markedet. Ikke mindst for at udkonkurrere »det forfærdelige stads«, der ifølge den snu forretningskvinde blev produceret i Skandinavien.

Noget tyder på, at Uhse så rigtigt. I løbet af 70erne eksploderede omsætningen i virksomheden, der både distribuerede frække film og fremstillede kondomer, glidecremer og sexlegetøj. Efter den tyske genforening kunne Uhse udvide sit kundegrundlag yderligere med millioner af forhenværende DDR-borgere. I sin absolutte storhedstid kunne Beate Uhse bryste sig af mindst 150 sexshops fordelt over hele Tyskland.

I 1999 blev Beate Uhses imperium endelig børsnoteret, og selvom investorerne i første omgang stod i kø for at skyde penge ind i det erotiske forretningseventyr, begyndte vanskelighederne at melde sig i takt med online-pornografiens sejrsgang i de følgende år.

Da Beate Uhse i 2001 bukkede under for en lungebetændelse, havde hendes to sønner for længst delt firmaet mellem sig, mens udenlandske investorer og tyske banker havde sat sig på en stor del af virksomhedens aktier.

Hvorvidt nye pengemænd kan holde liv i den hæderkronede sex-kæde, er indtil videre usikkert. Uanset hvad vil Beate Uhse blive husket som en progressiv og modig forretningskvinde, der vendte op og ned på tyskernes seksualmoral.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland

Tyskland,Porno,Beate Uhse