Det franske selskab France Telecom vil købe det svensk-finske teleselskab Telia Sonera.

France Telecom har fremsat et tilbud om at købe det svensk-finske teleselskab Telia Sonera, skriver det franske selskab i en pressemeddelelse.

Hvis det ender med, at Telia Sonera bliver købt af franskmændene, skabes ifølge meddelelsen verdens tredje største selskab, når det gælder fastnetbredbånd, og verdens fjerdestørste mobiloperatør.

France Telecoms bud lyder på 62,35 svenske kroner per aktie. Ifølge svenske medier er det 39 procent højere end aktiekursen den 15. april, da oplysninger om France Telecoms interesse begyndte at sive.

Den svenske stat er største aktionær i Telia Sonera og ejer 37,3 procent af selskabet, mens den finske stat sidder på 13,7 procent.

Andre aktionærer er blandt andet Swedbank og Nordea.

/ritzau/TT