Kasakhstan har fejret sin uafhængighedsdag, men det endte med de værste uroligheder i mands minde.

Indbyggerne i Kasakhstan sunder sig. Mange er bange, nogle er på hospitalet, og andre igen skal forberede begravelsen af deres kære.

Kasakhstan er et af de lande, der fik sin selvstændighed med Sovjetunionens sammenbrud for 20 år siden.

Uafhængighedsdagen blev fejret fredag, men det endte med de blodigste uroligheder i landets nyere historie.

Mindst 10 mennesker er meldt dræbt under sammenstød mellem demonstranter og uropoliti i den vestlige by Sjanaosen.

Det var her, at protesterne imod det mangeårige autoritære styre under ledelse af præsident Nursultan Naserbajev begyndte.

I centrum for protesterne stod henved 1000 oliearbejdere, som er fyret af et statsligt olieselskab.

Lørdag er hospitaler i byen fyldt med sårede fra urolighederne, nogle oliearbejdere frygter for deres sikkerhed og holder sig indendøre.

Lederen af en lokal fagforening siger, at der natten igennem kunne høres spredt skydning i Sjanaosen, som har omkring 90.000 indbyggere.

Internetforbindelsen til byen er kappet, tilføjer han.

- Hospitalerne i Sjanaosen er fyldt, og de bringer sårede til Aktau, både civile og politifolk, siger Kensjegali Sujeov, formand for Aktaus uafhængige fagforbund.

Han tilføjer, at de sårede har alle slags sår og kvæstelser, lige fra skudsår til knivstik.

Offentlige protester sker ikke så tit i Kasakhstan, som er Centralasiens største økonomi og olieproducent.

Præsident Naserbajev har regeret med fast hånd i over 20 år - altså også under Sovjettiden.

Den 71-årige præsident roser sig selv for at være i stand til at tiltrække udenlandske investeringer, men i Sjanaosen og andre nærliggende byer har der i flere måneder været en anden dagsorden.

Her strejkes der for højere lønninger.

/ritzau/Reuters