Der er tegn på betydelig intern splittelse i Grækenlands regering efter Papandreous krisemøde i Cannes.

- Det vi ser i øjeblikket er en meget flydende og meget dramatisk situation, som hele tiden udvikler sig.

Det siger den danske ambassadør i den græske hovedstad, efter premierminister George Papandreou og finansminister Evangelos Venizelos natten til torsdag vendte tilbage til Athen efter et hastemøde i Cannes med europæiske topledere og Den Internationale Valutafond. Det skete på sidelinjen af et topmøde i G20.

Mødet var kommet i stand, efter Papandreou mandag overraskende bebudede en folkeafstemning om den drastiske gældsplan, som Grækenland har aftalt med euro-landene.

Men torsdag formiddag var der mange tegn på intern splittelse i det græske regeringsparti Pasok, og der er indkaldt til et krisemøde i regeringen.

- Efter premierminister Papandreou og finansminister Venezielos vendte tilbage fra Cannes i går, har finansminister Venezielos på sin egen hjemmeside her til morgen klokken 5.30 meddelt, at det står klart for ham, at han ikke finder, at EU-aftalen skal sendes til folkeafstemning, fortæller Tom Nørring.

- En række af regeringspartiet Pasok's medlemmer kommer i øjeblikket med mange direkte og indirekte meldinger om, hvad de ønsker skal ske i den kommende tid, siger han.

En af de ubekræftede meldinger, som er kommet til morgen, er, at endnu et medlem af Pasok vil gå imod Papandreou, når det græske parlament fredag aften skal tage stilling til regeringens håndtering af gældskrisen ved en tillidsafstemning, beretter Nørring.

Hvis det bekræftes, kan Papandreou kun mønstre 151 støtter forud for afstemningen. Der er 300 medlemmer i parlamentet.

Nørring mener, at situationen er så flydende lige nu, at det ville være forkert at spå om et udfald af den alvorlige krise.

/ritzau/