Frankrig og EU er rystede over, at journalisten Gilles Jacquier er blevet dræbt i Syrien på en statsgodkendt reportage.

Den franske tv-reporter Gilles Jacquier, som onsdag blev dræbt i den syriske by Homs, er den første vestlige journalist, der dør under urolighederne i Syrien.

Hans død vækker undren og fordømmelse fra Vesten. Især fordi journalisten fra kanalen France 2 var på en autoriseret tur til byen, hvor han blev dræbt sammen med syv andre.

- Vi fordømmer kraftigt denne modbydelige gerning, lyder det i en erklæring fra den franske udenrigsminister Alain Juppé, og han bliver bakket op af EUs udenrigspolitiske chef, som mener, at en undersøgelse af omstændighederne er nødvendig.

- De syriske myndigheder har et ansvar for at garantere sikkerheden for journalister i deres land, siger Catherine Ashton, EUs udenrigspoltiske chef, ifølge BBC.

43-årige Gilles Jacquier var i Syrien for at lave en dokumentar om befolkningens protester mod det syriske regime, og han var onsdag en del af en gruppe på 15 udenlandske journalister, der blev vist rundt i en af Homs’ bydele. Her talte han blandt andet med lokalbefolkningen.

Og ifølge en talsmand for organisationen Journalister uden Grænser virker det højst besynderligt, at sikkerheden ikke har været bedre på en såkaldt statsautoriseret tur for journalister.

Gruppen blev eskorteret af soldater og politi og befandt sig på et tidspunkt i en forholdsvis normal gade med et par butikker, da der pludselig skete en eksplosion. Den kom efter, at de netop havde talt med nogle unge mennesker.

De flygtede efterfølgende ind i en nærliggende bygning, mens flere eksplosioner lød.

- Der var røg overalt, folk begyndte at skrige og råbe. Der var fuldstændig kaos, sagde en kollega til Gilles Jacquier til BBC og tilføjede, at Gilles Jacquier stod bag ham, da han gik ind i bygningen.

Et par minutter senere lå han imidlertid død på jorden.

Ifølge hollandske medier blev også en hollandsk journalist såret ved angrebet i bydelen, der anses for at være beboet af tilhængere af Syriens regering.

Ingen af oppositionens tilhængere har imidlertid givet en redegørelse for hændelsen.

Franske Gilles Jacquier var en erfaren krigs- og konfliktreporter, som har vundet priser for sin journalistik. Han havde tidligere dækket konflikterne i Irak, Afghanistan og Kosovo samt mellem Israel og Palæstina.

Ifølge FNs sikkerhedsråd er cirka 400 mennesker blevet dræbt i Syrien siden slutningen af december 2011.