Nato øger bombekampagnen i de områder, hvor den afsatte libyske diktator Muammar Gaddafi muligvis gemmer sig.

Danske F-16-fly er med i jagten på den mangeårige libyske leder Muammar Gaddafis mulige gemmesteder. De danske fly har over det seneste døgn været på fire missioner i områder mellem Tripoli og Gaddafis fødeby Sirte, oplyser Flyvertaktisk Kommando.

Det sker samtidig med, at Nato intensiverer bombningen af mål tæt på Muammar Gaddafis fødeby Sirte og byen Bani Walid, en by sydøst for Tripoli, som oprørshæren betragter som et muligt gemmested for den afsatte diktator.

Læs også:

Nato-fly har tirsdag uskadeliggjort tre missilramper, et ammunitionslager, en kampvogn og to uspecificerede militære anlæg i nærheden af Bani Walid, skriver forsvarsalliancen i sin daglige opdatering.

De danske fly har kastet to præcisionsbomber mod ammunitionsdepoter.

Siden oprørere indtog Tripoli den 21. august, er der blevet spekuleret voldsomt i, hvor Gaddafi gemmer sig. Sirte og Bani Walid anses for at være blandt diktatorens mest sandsynlige tilflugtssteder.

Læs også
:

Der er i øjeblikket stadig lommer af Gaddafi-tro styrker, der kæmper mod oprørshæren i både Sirte og Bani Walid. Oprørsregeringen TNC har givet diktatorens soldater indtil lørdag, hvis de vil overgive sig frivilligt. Ellers indledes der er stormløb mod byerne.

Oberst Roland Lavoie, der er talsmand for Libyen-missionen, siger, at Nato-koalitionen nu fokuserer på "korridoren mellem Bani Walid og den østlige del af Sirte".

Læs også:

Omar Hariri, oprørernes militære leder, sagde tirsdag, at Gaddafi muligvis gemmer sig i Bani Walid eller udkanten af hovedstaden. Men han understreger, at informationerne i landet hele tiden skifter, da der stadig er krig i Libyen.

Danmark har officielt anerkendt oprørsregeringen, der også kaldes overgangsrådet, som Libyens legitime regeringsmyndighed.

/ritzau/AFP