Olieselskabet beskyldes for at have løjet om mængden af olie, der i 2010 sivede ud i Den Mexicanske Golf i USAs største maritime katastrofe.

USA: I de hektiske dage efter olieudslippet i Den Mexicanske Golf i 2010 løj det britiske olieselskab BP om, hvor meget olie der sivede ud i havet. Selskabet brugte desuden for lang tid på at indkapsle olien. Sådan lød det mandag fra anklagere ved åbningen af anden fase af retssagen mod selskabet.

»BP gjorde situationen værre ved at lyve om udslippets mængde,« sagde anklageren Brian Barr.

Interne mails fra BP, der blev fremlagt under retssagen i New Orleans mandag, viste, at BP efter udslippet offentligt meldte ud, at 5.000 tønder olie hver dag under lækagen sivede ud i havet, mens selskabet godt vidste, at det i realiteten kunne være op til 100.000 tønder olie, der sivede ud i havet.

En af BPs advokater afviste ifølge Al-Jazeera, at selskabet havde givet et fejlagtigt billede af olieudslippet. Selskabet fulgte derimod de amerikanske standarder på området før og efter udslippet, sagde advokaten.

BP kan ifølge Al-Jazeera risikere at blive idømt bødestraf svarende til cirka 97 milliarder kroner, og anden fase af retssagen ventes at tage en måned.

Det tog BP 87 dage at indkapsle olien, og udslippet var den værste maritime katastrofe i USAs historie.

Ifølge den amerikanske regering fossede der i alt 4,9 millioner tønder olie ud i havet.