Silkeborgs træner mente efter nederlaget til Brøndby, at det nu er op til holdets spillere at få vendt krisen. For han kan ikke gøre mere.

Hvor krisen for en stund kom på afstand i Brøndby, blev Silkeborgs forværret med pokalnederlaget.

Og træner Keld Bordinggaard gjorde intet for at skjule, at der nu venter holdet en psykisk kamp for at komme ovenvande inden skæbnekampen på søndag.

Han var især bekymret over, at flere spillere efter hans mening virkede rystede og bange.

- Nogen vil sige, at det er naturligt, at vores spillere mangler mod i øjeblikket. Men det er bare i netop denne situation, at man mander sig op og skyder brystet frem og hjælper klubben videre, sagde Keld Bordinggard.

Han appellerer nu spillerne om at hanke op i sig selv. For Bordinggaards redskabskasse er ved at være tom.

- Det er ikke en opgave, vi trænere kan løse. Der må spillerne arbejde med sig selv. Vi trænere kan gøre en lille del, men jeg har nu appelleret til dem om, at alle mand tager den rolle på sig, sagde Keld Bordinggard.

Forsvarsspilleren Christopher Poulsen gav sin træner ret i, at holdet virker ramt i øjeblikket.

- Vi må nok erkende, at vi er ramt på selvtilliden. Vi mangler point på kontoen. Vi er dog ikke længere nede, end at vi nok skal kunne hive os selv op igen. Så jeg er bestemt fortrøstningsfuld før på søndag, sagde han.

For taber Silkeborg sin anden kamp på én uge til Brøndby, er klubben ikke bare ude af pokalturneringen. Et nederlag vil samtidig sende holdet ned på rækkens sidsteplads.

Og det vil Keld Bordinggaard for alt i verden undgå.

- Jeg fik nogle klare svar på, hvilke spillere der er villige til at tackle den situation, som vores klub befinder sig i lige nu. Men der er nogen, der agerer for apatisk på banen. Så det er nu mit ansvar at vælge de rigtige 11 til kampen på søndag, sagde han.