Takket være sæsonens syvende fuldtræffer af Marcus Ingvartsen lykkedes det for FC Nordsjælland at få 2-2 i Superliga-udekampen mod Silkeborg.

Alligevel var FCN-angriberen ikke helt tilfreds.

»Selvfølgelig er det dejligt at score. Men det var ikke min bedste kamp, og selvom vi i perioder sidder på spillet, mangler vi i flere situationer det sidste,« sagde Marcus Ingvartsen til tv-kanalen 9.

Silkeborg-angriberen Nicklas Helenius, der midt i anden halvleg bragte hjemmeholdet foran 2-1, havde også svært ved at finde en grimasse, der kunne passe til situationen.

»Det er vel ok at få et point, når man ikke rammer dagen. Jeg synes, vi i dag møder et FCN-hold, som vi bør kunne besejre,« sagde Nicklas Helenius.

Silkeborg-træner Peter Sørensen var ikke uenig.

»I dag er der mange af mine spillere, der ikke rammer topniveauet. Men det uafgjorte resultat lever vi med, og alt i alt er vi glade for, at vi er kommet ubesejret gennem september,« sagde Peter Sørensen.