Smartphonen. Den lille skærm med de mange muligheder kan smadre forholdet til den, du elsker. For med adgangen til det grænseløse internet er der altid en anden mulighed for at søge underholdning, opmuntring og bekræftelse

Vi bliver mere og mere begejstrede for smartphonen. Den har sneget sig ind de fleste steder i vores hverdag og bliver brugt flittigt. For mange er det ikke længere kæresten, som er det første, man ser, når man slå øjnene op om morgenen, og det sidste, man rører ved om aftenen, inden man går i seng. Det er mobilen.

Den lille skærm med de mange muligheder for underholdning, distraktion og kontakt med omverdenen klistrer sig til os. Den er med på toilettet, i lommen under aftensmaden og med på sengekanten.

Sexologen Sara Skaarup mener, at mobiltelefonen efterhånden er blevet en ny tredjemand i parforholdet.

»Når man er sammen med sin kæreste, vil man gerne føle intimitet og fortrolighed. Det kan en smartphone slå skår i. Hvis den ene eller begge parter mere eller mindre konstant giver den allestedsnærværende mobil opmærksomhed, så føler man sig nedprioriteret og ikke særlig interessant,« siger Sara Skaarup.

Det går nemlig ud over kommunikationen, hvis man lige kaster et hurtigt blik på skærmen, lynhurtigt scroller gennem sit newsfeed, eller bliver forstyrret af små ‘pling’ og notifikationer, når man taler med sin partner.

Det viser bl.a. dansk forskning på området. Svarene bliver forsinket, stemmeføringen bliver mere monotom, og man kommer til at svare i øst og vest i stedet for at lytte.

Eksperter taler om ‘iPhone-effekten’, der gør, at samtalens kvalitet forringes. Bare det, at der ligger en telefon i nærheden, at mobilen bliver lagt frem på bordet, når man er på restaurant, påvirker samtalen negativt. Ubevidst tænker man, at det ikke kan betale sig at gå særlig dybt i en samtale eller et emne, fordi man ved, man alligevel ikke har den andens fulde opmærksomhed. Man får ikke lyst til at tale om det, der er vigtigt, og tilbøjeligheden til at blotte sig og være sårbar får et ordentligt dyk. I stedet forstår man ubevidst, at man skal gøre sig umage med at fortælle kort og præcist for at kunne konkurrere med den nyhedsstrøm og de underholdningstilbud, en smartphone har at byde på.

Ekskærester og porno

»Man ved aldrig, hvornår man er helt alene med sin kæreste. Så snart der er internetadgang, kan der komme diverse henvendelser, forespørgsler og endda flirt fra omverdenen. Når man konstant har mulighed for at komme i kontakt med andre, kan det være svært at dedikere sig til nuet, som kan være både kedeligt og tomt, og lære at være i det sammen med sin kæreste,« siger sexologen.

Derudover er der også det aspekt, at en smartphone er et åbent vindue til resten af verden. Også den verden, der inkluderer ekskærester, datingsider og porno. Alle tre ting er noget, der kan puste til jalousien i parforholdet – hvad enten der er en reel grund til bekymring eller ej. Særligt hvis der tidligere har været problemer med tillid eller utroskab. For hvem er det, kæresten skriver med? Hvorfor bliver der smilet? Hvorfor bliver telefonen ved med at vibrere så sent om aftenen?

Med en smartphone i hånden er der potentielt alle muligheder for hver eneste time i døgnet at få kontakt med andre. Internettet med alle sine tillokkende tilbud om uforpligtende adspredelse sover aldrig. Og måske er det en del lettere at vende sig mod skærmen for at søge opmuntring og bekræftelse, end det er at vende sig mod sin partner og indlede en samtale.

De senere år har Sara Skaarup haft mange samtaler med par, hvor det har vist sig, at parterne savner hinanden og ikke føler sig set – også selvom de måske fysisk er sammen en del aftener om ugen – fordi opmærksomheden bliver rettet et andet sted hen end mod kæresten: nemlig den mobiltelefon, som mange danskere er blevet afhængige af.

»I de senere år er problemet eskaleret. Undersøgelser viser, at over en tredjedel af os ligefrem har det skidt, hvis vi ikke kan nå mobilen. Og så er der tale om en afhængighed, der kan have omkostninger for kærligheden,« siger hun.

Søde beskeder og frække billeder

Sara Skaarup peger dog også på, at smartphonen kan have positiv indflydelse på parforholdet.

Den kan være med til at lette dagligdagslogistikken, og den kan bruges til at sende søde beskeder og frække billeder. Det er overforbruget og afhængigheden, der er problematisk.

Men hvordan ved man så, om mobilforbruget har taget overhånd?

»Tag temperaturen på dit mobilforhold. Begynd med at lægge mærke til, hvor telefonen befinder sig, når man er hjemme. Om den følger med rundt i alle rum, om rastløsheden indfinder sig, hvis telefonen ikke er inden for synsvidde. Er man modig nok, kan man bare spørge sin partner, om partneren synes, mobilen fylder for meget. Som med alle andre ‘farlige’ emner kan man ikke ændre noget, medmindre man rent faktisk ser problemet i øjnene,« siger Sara Skaarup.

Indfør gode mobilvaner

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Erkend det, hvis du er blevet afhængig. Padler du gennem de sociale medier uden at vide, hvad du kigger efter? Tjekker du telefonen uden et decideret formål, men mere af vane? Bliver du rastløs, hvis du ikke har den med dig? Bruger du mere tid på mobilen end du har lyst til?

Tag en snak med din partner. Synes kæresten, at du er for optaget af skærmen? Eller er din partner tilfreds med mobilvanerne og tidsforbruget?

Indfør regler, der passer til jer. Aftal eksempelvis mobilfri zoner. At telefonen ikke hører hjemme i soveværelset, men bliver lagt til opladning i et andet rum. Eller mobilfri tid. At telefonen ikke er i brug under og omkring aftensmaden og lignende.