For 23 år siden fødte Jonna Jepsen tvillinger – tre måneder for tidligt. I dag har hun viet sit liv til at hjælpe andre for tidligt fødte
En fødsel er en glædelig begivenhed. Men på fødestuen på Holbæk Sygehus var der 28. oktober 1992 hverken flag eller lykønskninger. Der var kun travlhed.
Efter 27 uger og to dages graviditet kunne Jonna Jepsen ikke længere holde på sine tvillinger. Ved et akut kejsersnit fødte hun Filip på 1.148 gram og Marina på kun 1.031 gram.
Børnene kom til verden 13 uger for tidligt.
Log ind på BT PLUS og læs hele Jonna Jepsens historie. Hun fortæller blandt andet om de problemer hendes børn havde som små og hvordan hun brugte fire år på at hjælpe dem.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
For 23 år siden fødte Jonna Jepsen tvillinger – tre måneder for tidligt. I dag har hun viet sit liv til at hjælpe andre for tidligt fødte
En fødsel er en glædelig begivenhed. Men på fødestuen på Holbæk Sygehus var der 28. oktober 1992 hverken flag eller lykønskninger. Der var kun travlhed.
Efter 27 uger og to dages graviditet kunne Jonna Jepsen ikke længere holde på sine tvillinger. Ved et akut kejsersnit fødte hun Filip på 1.148 gram og Marina på kun 1.031 gram.
Børnene kom til verden 13 uger for tidligt.
Filip blev kørt direkte på neonatalafdelingen og lagt i kuvøse. Mens Marina, der var så lille, at hun ikke selv kunne trække vejret, i al hast blev overført til Rigshospitalet og en ventende respirator.
Jonna Jepsen selv var så medtaget efter fødslen, at hun måtte have flere blodtransfusioner. Derfor begyndte Filip og Marina deres liv uden trygheden og sikkerheden i deres mors favn. Et vilkår, der har præget deres liv. Men som i høj grad også har ændret Jonna Jepsens liv.
Før tvillingernes fødsel arbejdede hun i en travl reklamevirksomhed, men i dag har hun viet sit liv til at forstå og hjælpe for tidligt fødte børn og deres forældre.
»I 1992 mente man, at for tidligt fødte børn enten blev handicappede, eller også blev de fuldt ud velfungerende. Der var ikke meget viden om, at nervesystemet og hjernen var blevet forstyrret, og at det kan have konsekvenser for børnenes udvikling. Det var heller ikke anerkendt, at meget for tidligt fødte børn kan være traumatiserede,« siger hun.
Jonna Jepsen ved af egen erfaring, hvor stor skade en for tidlig fødsel kan gøre.
Hun har set, at børn, der har været udsat for adskillelse og smertefuld behandling kort efter deres fødsel, senere kan have svært ved at etablere nære og langvarige venskaber, kun er 100 pct. trygge sammen med deres forældre og søskende, er tilbageholdende over for alt nyt, og at de kan have det svært med at gå i børnehave og skole.
»Børn, der bliver forladt på den måde, får lagt kimen til et lavt selvværd. Deres tidlige erfaring er, at fremmede mennesker gør dem ondt, og at nye ting er farlige. De har ikke tillid til andre mennesker, eller til at de kan forsvare sig selv,« siger hun.
Det første møde
Jonna Jepsens historie begynder den dag, hun mødte sine børn første gang.
»Da jeg – endelig – et døgn efter fødslen, kom nogenlunde til mig selv, blev jeg kørt ned på neonatalafdelingen. Bag en rude holdt en sygeplejerske en lille, hvid bylt op og sagde: ’Her er din søn’. Det var fuldstændig surrealistisk. Jeg kunne slet ikke se ham og tænkte: ’Det kan lige så godt være en af de andre’. Først næste dag fik jeg ham – med slanger og alting – lagt over på mit bare bryst. Det var fantastisk bevægende.«
Marina mødte hun først fem dage senere, da datteren i en transportkuvøse kom tilbage fra Rigshospitalet.
»Hun havde helt sort hår og store, mørke øjne. Det var som om, hun kiggede lige ind i sjælen på mig, og blikket sagde: ’Hvorfor var du ikke hos mig?’. Vi voksne forstod, at det, der var sket, var nødvendigt for, at hun kunne overleve, men det forstod hun ikke. Hun havde lidt – og der havde ikke været nogen til at beskytte hende.«
De første 30 dage af børnenes liv vidste ingen, om de ville leve eller dø. Alligevel blev Jonna Jepsen og hendes mand efter kun en uge sendt hjem for at sove om natten, mens børnene blev på hospitalet. De skulle have hjælp til at trække vejret, fik mad gennem en sonde og blev pumpet med antibiotika, for selv den mindste infektion kunne slå dem ihjel.
»Mange gange i døgnet glemte de at trække vejret og blev blå. Marina havde gulsot, Filip fik en lungebetændelse, og flere andre komplikationer stødte til. Jeg burde have været indlagt sammen med dem. Jeg burde have nægtet at forlade stedet,« siger Jonna Jepsen.
Idag er hun ikke i tvivl om, at det har præget hendes børn, at de – igen – blev forladt. Ligesom det præger mange andre for tidligt fødte børn.
»Når jeg sad ved kuvøsen og så rynkerne i panden på de små, var jeg ikke i tvivl om, at behandlingen og adskillelsen ville give dem ar på sjælen.«
Svært ved nyt
Endelig efter to en halv måned kom hele familien hjem. Hverdagen begyndte.
»Men tvillingerne var meget ængstelige. De var bange for høje lyde. Selv deres bedstemor var de, de første par år, bange for.«
Problemerne begyndte for alvor, da barslen efter et år var slut, Jonna Jepsen skulle tilbage til sit job i reklamebranchen, og børnene kom i dagpleje.
»De græd, når de blev afleveret. Græd, når de blev hentet og var urolige og utrygge om aftenen, fordi de var så stressede.
For tidligt fødte børns sanseapparat bliver nemt overstimuleret, og adskillelsen fra forældrene er meget svær for dem,« forklarer hun.
Efter seks måneder sagde Jonna Jepsen sit job op og valgte at gå hjemme.
»Jeg brugte fire år til at bygge mine børn op. Endelig fik vi ro på. Hver dag gik vi ture i naturen. Jeg kunne se, at de trivedes, når de blev mødt på deres behov, men kørte vi f.eks. en sjælden gang i tog hjem i myldretiden, kunne de være utrygge i flere dage.«
Hun har hørt samme historie fra mange andre forældre til for tidligt fødte.
De fortæller om børn, der er ængstelige og let bliver stressede, børn med mavetarm- og søvn-problemer, mens forældrene selv ofte beskyldes for at være overbeskyttende.
»Jeg ser det igen og igen. Når børnene efter lang tid endelig føler sig trygge. Når de føler, at de får dækket deres basale behov, så knytter de nærmest en symbiose, især til deres mor, der er meget tættere og mere længerevarende end normalt for andre børn. Symbiosen mellem mor og barn kan vare til langt op i teenageårene,« siger Jonna Jepsen. Hendes stemme er rolig og lav. Man fornemmer, at hun er vant til at tale med forældre, der efter en stressende oplevelse har brug for ro.
Hun møder dem, når hun holder foredrag. Eller de opsøger hende for at få hjælp. Hun har udgivet seks bøger om for tidligt fødte, stiftet Dansk Præmatur Forening, etableret formidlingsvirksomheden Preem Team og er specialkonsulent i rådgivningscenteret Rafael Centeret, hvor for tidligt fødte børn og andre børn med særlige behov, og deres forældre, kan få hjælp, rådgivning og behandling.
Problemer hele livet
Hendes erfaring er, at for tidligt fødte, der bliver hjulpet til at overvinde udfordringerne, kan blive fuldt ud normalt fungerende. Men gøres der ingen indsats for dem, kan de livet igennem have følelsesmæssige vanskeligheder og indlæringsproblemer.
Jonna Jepsen har erfaring for, at bl.a. motorikvejledere, osteopater, kranio-sakral-terapeuter samt psykoteraputer og psykologer, der arbejder med børneterapi, kan hjælpe de for tidligt fødte med at justere krop og sind.
Selv besøgte Jonna Jepsen og hendes tvillinger en behandler, der ’udrettede mirakler for Marinas og Filips sanseapperat’.
For tidligt fødte har ofte problemer med at bearbejde sanseindtryk, koncentrere sig, kontrollere deres impulser, holde kroppen i ro samt at mærke deres helt basale behov. Hendes egne tvillinger var otte år og meget sensitive over for lyd og lys, da de kom i behandling.
»Behandleren skabte kontakt mellem højre og venstre hjernehalvdel, der gjorde, at de bedre kunne koncentrere sig, overskue og huske ting. Vi så med det samme en forskel i hverdagen. Pludselig ville de spille kort, og de ville bade i svømmehallen, hvilket de aldrig havde villet før pga. akustikken og de mange sanseindtryk.«
Filip var 10 år gammel, da en ny forvandling skete for ham. På det tidspunkt kom han i et børneterapeutisk forløb, som hjalp ham til at opløse traumerne fra de allerførste dage.
»Før krøb han langs panelerne. Han sad altid og puttede og kunne være kravlet ind i min livmoder, når vi sad i sofaen om aftenen. Pludselig rettede han sig ud, begyndte at køre motocross, og sagde: ’Mor, er der noget, jeg skal hjælpe med?’. Han fik mod og begyndte at gå til rollespil i skoven. Han fik selvtillid, selvværd, mod og styrke.«
Begge børn var meget knyttet til hende, men Marina kæmpede med følelsen af at være blevet forladt.
»Hun var vred på mig. Blev hun overstimuleret, rettede hun sin vrede mod mig, og når jeg kom ind til hende, når hun sov, vendte hun altid ryggen mod mig.«
Det fortsatte, indtil Jonna Jepsen, da Marina var otte år gammel, besluttede at fortælle hende historien om fødslen. Hun fortalte, hvordan Marina havde været indlagt. Hvordan lægerne havde kæmpet for hendes liv. Og hvordan Jonna havde længtes efter hende – hvert sekund under deres adskillelse.
»Så er det nok derfor, at jeg altid savner dig sådan, mor,« sagde hun bagefter.
Derefter forsvandt vreden.
I dag er både Filip og Marina i gang med videregående uddannelser. Han er flyttet sammen med en kæreste, mens hun bor sammen med et par studiekammerater i den anden ende af landet.
»Tvillingerne er stadig sensitive. Det er et grundlæggende træk i deres personligheder, men de har lært at bruge det positivt,« siger Jonna Jepsen, der med god grund er stolt af sine tvillinger.
»De har en styrke, som er større end mange andres, for de har kæmpet, og de har overlevet.«
