Prinsesse Victoria accepterede tidligt i livet, at hun skulle være regent. Madeleine havde sværere ved at vænne sig til rampelyset.

- Da det blev klart for mig, at jeg var kronprinsesse, og de var prins og prinsesse, følte jeg bare: Hvorfor skal jeg og ikke de?

Sådan har 32-årige Victoria tidligere fortalt om den forpligtelse, der hviler på hendes skuldre. Og som hun altid har påtaget sig med stor ansvarsbevidsthed.

Allerede som lille pige skilte hun sig ud som klog, betænksom og omsorgsfuld. Og hendes tronfølger-opdragelse lå i stramme tøjler hjemme på slottet.

Alligevel har hun overskud til at give en hånd med i opdragelsen af sine to yngre søskende, når forældrene er ude at passe de officielle pligter.

Den side af livet accepterer Victoria uden problemer. Mens den fem år yngre Madeleine protesterer højlydt og kan finde på at stille sig op i vinduet og skrige lungerne ud, når far og mor kører hen over slotspladsen på vej til et officielt arrangement.

Og selvom Madeleines rolle i monarkiet er langt lettere end storesøsters, har hun aldrig brudt sig om den:

- Hun er den af de kongelige børn, der bedst forstår, hvad hun er født ind i. Og hun afskyr det, som en af hendes venner har afsløret.

Den afsky giver sandsynligvis føde til Madeleines rebelskhed. Som selv farmand må give op overfor. I hvert fald har han altid haft et så blødt punkt for sin yngste datter, at han selv under hele skandaleforløbet med ekskæresten Erik, ikke kan mande sig op til at give datteren en skideballe.

Bt.dk ser frem mod Victorias bryllup på lørdag, men en række artikler om hendes liv og forholdet til søsteren. Dette var anden del i følgetonen. Følg linket øverst i artiklen og læs første del