Migranter sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet, påpeger EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

København. EU's aftale fungerer med Tyrkiet, som modtager migranter, der er rejst over det græske øhav.

Det siger EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager. Som kommissær står hun bag EU-Kommissionens holdning om, at EU-landene skal fordele flygtninge.

- Det går beklagelig langsomt. Men den gode nyhed er, at langt flere end hidtil reallokeres (flyttes) fra Grækenland, siger Margrethe Vestager.

Ungarerne ventes ved en folkeafstemning søndag 2. oktober at sige nej til at modtage nogle af de 160.000 flygtninge, som EU-Kommissionen vil fordele. Hidtil er kun 5500 flygtninge blevet fordelt i EU.

- EU-Kommissionen har meget klart sagt, at man skal tage et fælles ansvar for de mennesker, som kommer. Vi har en medmenneskelig forpligtelse til at beskytte mennesker, som er i en så farlig situation, siger Margrethe Vestager.

EU-Kommissionen vil via en investeringsfond give penge i nabolande, så flygtninge og migranterne ikke søger til EU over Middelhavet. De kommer fra Libyen til Italien, fordi ruten fra Grækenland via Vestbalkan er lukket.

- Det er godt, at der kommer langt færre til Grækenland. Så bliver det helt anderledes håndterbart. Det er også godt, at der ikke ser ud til at åbne nye ruter, siger Margrethe Vestager.

EU har givet Tyrkiet tre milliarder euro (godt 22 milliarder kroner). Derfor kan tusinder syriske børn komme i skole. Hidtil er der brugt en halv milliard euro (fire milliarder kroner) i Tyrkiet, påpeger hun.

EU-Kommissionen kræver, at flygtninge bliver i det EU-land, hvor de har fået asyl, forklarer Margrethe Vestager.

- Hvis man flytter sig, så har man ikke rettigheder et andet sted. Retten til ens ophold, basal velfærd, sundhed og at få børnene i skole er knyttet til det land, hvor man har fået ophold, siger hun.

/ritzau/