Det skal være sat bedre i system, hvilke områder der må få våben fra danske skibe. Det foreslår udenrigsministeren.

Udenrigsministeren foreslår rederierne at udforme adfærdskodeks, som skal forhindre danske rederier i at fragte våben til slyngelstater.

Det skriver Politiken tirsdag.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) holder tirsdag tale hos Amnesty International. Her vil han foreslå, at rederierne i samarbejde med regeringen udformer et frivilligt adfærdskodeks med principper og kriterier for, hvilke områder eller regimer rederier vil fragte våben til.

»Jeg vil her i dag give startskuddet til arbejdet med et i første omgang dansk adfærdskodeks for våbentransport i tæt dialog med andre ministerier, industrien og andre partnere. Danmarks betydelige rolle på transportområdet kan give os den ballast, der kan gøre en dansk tilgang til en model for de nødvendige globale løsninger«, hedder det i udenrigsministerens taleudkast.

I talen nævner Villy Søvndal, at der fortsat leveres våben til f.eks. det syriske regime, og at ukontrollerede våben fra Libyen-konflikten strømmer til det urohærgede Vestafrika.

Udenrigsministeren har ikke ønsket at udtale sig om sagen på forhånd.

BNB