Da B.T. afslørede at Mette Frederiksen -en ivrig modstander af privatskolerne - selv havde sendt sin datter på privatskole, kom hun ud i et stormvejr. Nu fortæller en kvinde, at hendes kritiske spørgsmål på socialdemokratens Facebook-profil er blevet slettet.

Den socialdemokratiske topfigur Mette Frederiksen har i flere omgange slettet kritiske spørgsmål på sin Facebook-væg i dagene efter, at hun blev beskyldt for dobbeltmoral ved at sende sin datter i privatskole, skriver Avisen.dk.Heidi Laj Jensen spurgte i et indlæg, hvordan folkeskolen skal overleve, hvis ressourcestærke forældre som Mette Frederiksen tager deres børn ud af folkeskolen.

Dette spørgsmål fik hun aldrig svar på. I stedet forsvandt spørgsmålet fra Mette Frederiksens profil. - Det er for dårligt, at man ikke kan få lov at stille et rimeligt og relevant spørgsmål uden at få det slettet, siger Heidi Laj Jensen til Avisen.dk.

Hun hævder samtidig, at hun langt fra var den eneste, der fik spørgsmål slettet.

Mette Frederiksen ønsker ikke at kommentere sagen. 

Partisekretær Lars Midtiby siger til bt.dk, at der er plads til alle slags spørgsmål hos Socialdemokratier, og at de kun sletter indlæg, der er onde eller har karakter af spam.

Han husker ikke Heidi Laj Jensens indlæg.

- Vi vil gern understrege vores regler, men når der er en som føler sig uretfærdligt behandlet, så er vi selvfølgelig særligt opmærksomme på det, og lytter, men man bliver ikke bare slettet, fordi man skriver noget kritisk, siger Lars Midtiby.