Samme dag som Lars Barfoed blev kåret som ny formand for De Konservative, 14. januar i år, hed forsiden på B. T.: ' Henriette Kjær udskrev gummicheck til svigermor'.
Dengang lå meningsmålingerne omkring 5,5 pct. Nu ligger de omkring 3,3 pct., og De Konservative nærmer sig spærregrænsen.
For helt lukkede døre er partiet i fuld gang med en overlevelseskamp, der handler om at genopfinde sig selv og rejse sig af asken.
Men Lars Barfoed er på den hårdeste opgave for en toppolitiker i lang tid. Projektet er vanskeligt, og de såkaldte personsager omkring Henriette Kjær og Lene Espersen er en del af årsagen, erkender konservative kilder.
HVAD KAN LARS BARFOED GØRE FOR AT GENREJSE DE KONSERVATIVE? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN
Da Lars Barfoed for første gang for alvor mødte pressen som ny formand på Marienborg, side om side med statsminister Lars Løkke Rasmussen ( V), skulle de præsentere tilbagetrækningsreformen under sloganet: ' Vi kan ikke låne os til velfærd'.
Lars Barfoed blev nærmest til grin, da journalisterne blev ved med at spørge ind til hans politiske ordførers overbelånte villa og domme som dårlig betaler i stedet for partiets ellers saglige politiske budskaber. Det var ekstremt irriterende for Lars Barfoed . Og samtidig med at han forsvarede Henriette Kjær udadtil, var han inderst inde godt klar over, at hun måtte væk hurtigst muligt.
Lars Barfoed tog over efter Lene Espersen, der havde halveret partiet i meningsmålingerne efter sit afbud til mødet i Arktisk Råd, hvor hun kunne have mødt Hillary Clinton - en brøler, hun var 60 dage om at undskylde. Og Henriette Kjær, der som både gruppeformand og politisk ordfører reelt havde styret partiets daglige drift sammen med Lene Espersen, var dagligt midtpunkt i nye skandaler om store lån og falske underskrifter.
Internt lyder vurderingen, at det var de mange negative artikler om Henriette Kjær og hendes mand, fallenten Erik Skov Pedersen, der - kombineret med den negative opmærksomhed omkring Espersen - bevirkede, at De Konservative ikke gik frem i meningsmålingerne, da de skiftede formand, hvilket man normalt ville forvente.
Sat på spidsen kan man sige, at hvis Henriette Kjær-sagen ikke havde været der, ville Lars Barfoed sandsynligvis have kunnet levere en lille fremgang på et par mandater.
Og så ville Lars Løkke Rasmussen være statsminister i dag.
Lars Barfoed bidrog dog sandsynligvis også selv til nedturen under valgkampen. Meget fornuftigt begyndte han forsigtigt at udstikke en ny kurs - væk fra Dansk Folkeparti og en tilnærmelse til de populære Radikale.
Men Lars Barfoed begik en brøler, da han lavede et stort fællesinterview med Margrethe Vestager uden at have rådført sig med centrale personer i den konservative ledelse som Brian Mikkelsen og Benedikte Kiær. De fik morgenkaffen galt i halsen ligesom mange andre, da de vågnede op til en Berlingske-forside, hvor Barfoed og Vestager trykkede hånd på en lille bro i romantisk solskin. De havde nok hørt noget om et interview, men det var bestemt ikke meningen, der skulle være tale om fælles fotografering og håndtryk.
Initiativet ramte ved siden af, fordi det var uklart, hvad K og R skulle samarbejde om, og det blev opfattet som meget tættere og mere bindende, end det var meningen. Barfoed ville blot signalere, at der var et andet flertal på midten, hvor man kunne undgå DF. En mulig ny midterakse i dansk politik.
Interviewet gavnede kun Vestager og sendte endda nogle flere konservative vælgere over til hende.
Efter valget er De Konservative gået i gang med en hård og opslidende proces med at finde deres identitet og en ny vej fremad.
Internt er der et stort arbejde i gang med at finde tilbage til Konservative-Classic, de oprindelige værdier og dyder. Ledelsen snakker med store dele af baglandet og beder om input til , hvad der er partiets sjæl og vigtigste eksistensberettigelse.
Den nye ledelse holder også møder med konservative koryfæer som Palle Simonsen og Poul Schlüter, der også har mulighed for at komme med gode råd.
Samtidig er partiet i gang med at skrue et nyt politisk program sammen, som skal offentliggøres næste efterår.
I processen kigger De Konservative misundeligt på De Radikale, som har vendt en årelang nedtur uden indflydelse til at blive den stærkeste magtfaktor i dansk politik lige nu. Det er en omstilling af samme karakter, De Konservative står overfor, og den kan blive lang og smertefuld.
Hvad kan Lars Barfoed gøre for at genrejse De Konservative?
Og er han den rette til at gøre det?
Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.
