Sammenbrud i forhandlinger udstiller Thornings problemer og fagbevægelsens manglende troværdighed.
Det var ikke bare en dårlig dag på kontoret. Det var en af de værste dage i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid. Og en elendig dag for de forbundsformænd, der skulle være garanter for fagbevægelsens troværdighed og eksistensberettigelse.
Fredagens sammenbrud i trepartsforhandlingerne udstiller et smuldrende regerings-projekt og en splittet fagbevægelse, der ikke kunne levere varen. Thornings personlige prestige-sag faldt til jorden, da Dansk Metal sagde nej til at forhandle øget arbejdstid. Modstanden fra baglandet var blevet for stort.
Thorning har i tre år talt om øget arbejdstid som nøglen til at fremtidssikre det danske velfærdssamfund, men hun formåede aldrig at få budskabet forklaret og forankret. Lyttede statsministeren slet ikke til bekymringerne og modstanden? I så fald for sent.
Det var først i sin grundlovstale i den forløbne uge, at Thorning erkendte, at hun ikke havde forklaret sig godt nok.
Meningsmålinger har ellers længe talt deres dystre sprog. De krisebevidste danskere er ikke hoppet på Thornings vogn - statsministeren har fra dag ét haft problemer med at vinde danskernes tillid. End ikke de nærmeste venner i fagbevægelsen kan nu se ’den røde tråd’ i Thornings projekt.
Lige nu er der i dele af fagbevægelsen glæde og lettelse over, at forhandlingerne om de giftige sager er afblæst, men alternativet kan vise sig at være virkelig skrap kost for de, der valgte at lægge armene over kors, da der skulle ydes et offer. Store Bededag er nok reddet, men det kan stramme til andre steder. Trepartsforhandlingerne var ikke en tilfældig sammenkomst, men det forum, hvor der skulle findes bredt forankrede og langsigtede løsninger med det formål at sikre vækst og en holdbar økonomi.
Læs også:
Fire milliarder kroner til statskassen skulle gevinsten have været. Nu skal pengene skaffes på anden vis. Hvad det betyder for efteruddannelsen til de ufaglærte, for de unge uden praktikplads, for kampen mod social dumping og for de øvrige velfærdsgoder, regner finansminister Bjarne Corydon (S) nu på.
Regeringen gør en dyd ud af at signalere, at alternativet til kaffe med LO-formand Harald Børsting ikke er at sidde med hænderne i skødet. Der må handles ad andre kanaler og søges flertal i folketingssalen.
Metal-formand Thorkild E. Jensen, som i går forsøgte at få plads ved forhandlingsbordet igen - bare der ikke skulle tales om afskaffelse af fridage - må indstille sig på, at chancen er forpasset. Man får trods alt ikke tak for at have ydmyget regeringen.
Læs også:
Regeringens appetit på et hurtigt forlig om en skattereform er kun øget efter fredagens treparts-kollaps. Et skatteforlig ville i det mindste give regeringen noget konkret at prale af i en sur tid.
Men Venstres lyst til at række den humpende regering en hånd er svær at få øje på. På den anden fløj står Enhedslisten, som nok vil byde sig til, hvis indholdet af reformen vel at mærke får et ekstra strejf af rødt.
Helle Thorning-Schmidt havde som ambition at indgå brede aftaler og at bygge bro. Fagbevægelsen bød sig til. Sammen med arbejdsgiverne skulle der gøres en forskel ved trepartsforhandlingerne.
Hvad håber du, at der kommer ud af sammenbruddet i forhandlingerne? Deltag i debatten herunder:
