En ægtepagt viser, at Ulla Tørnæs har økonomiske interesser i sin mands virksomhed, skriver Ekstra Bladet. Ekspert kan ikke se problemet.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har økonomisk interesse i sin mands virksomhed - modsat hvad ministeren tidligere har hævdet over for offentligheden og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Det skriver Ekstra Bladet fredag med henvisning til en ti år gammel ægtepagt mellem Ulla Tørnæs og hendes mand.

En ekspert i familie- og arveret mener dog ikke, at der er noget at komme efter.

- Principielt er det ligegyldigt. Hun ejer jo ikke hans virksomhed. Om den så er fælleseje eller særeje er ligegyldigt i denne sammenhæng, fordi det er hans.

Det er klart, at hvis man har et husstandsfællesskab, som de har, er det ikke ligegyldigt, hvad den anden tjener. Men hun er ikke medejer - det er det, der ville være interessant i en juridisk vurdering.

Jeg kan slet ikke forstå, at de går ind i den problemstilling, siger professor i familie- og arveret Irene Nørgaard, Aarhus Universitet.

/ritzau/