Den konservative formand Lars Barfoed og de radikales formand Margrethe Vestager gav under valgkampen hinanden håndslag på det brede samarbejde. Men det er ikke blevet til meget, mener Brian Mikkelsen (K).

De Radikales leder Margrethe Vestager lever ikke op til det håndtryk, hun gav den konservative formand Lars Barfoed i valgkampen, da de to lovede hinanden bredt samarbejde efter valget.

Sådan lyder kritikken fra de Konservatives Brian Mikkelsen, der både kritiserer det, han foreløbig har set af regeringens finanslov, og den manglende kommunikation undervejs.

- Jeg er selv personligt skuffet over Det Radikale Venstre. Der har slet ikke været en eneste kontakt fra dem til os i den her sammenhæng, og der er da ikke noget her, som inviterer specielt til samarbejde med de borgerlige partier. Ud fra det vi har set, er det da kun blevet værre. Så der er ikke noget af det, der lever op til det, der blev sagt under valgkampen om det brede samarbejde, og at nu skulle man prøve at formidle løsninger, som rækker hen over midten, siger Brian Mikkelsen.

Den tidligere økonomi- og erhvervsminister er skuffet over regeringens afgifter, men ser dog mulighed for at lave aftaler om for eksempel en afskaffelse af multimedieskatten og skattekreditter til vækstvirksomheder, som regeringen foreslår.

- Sådan nogle ting, som vi selv har været ude at foreslå, vil vi selvfølgelig gerne forhandle om, hvis der kan findes en ordentlig finansiering til det, siger Brian Mikkelsen.

Oppositionen er enige om at sige nej til nye skatter og afgifter, men Brian Mikkelsen afviser, at de Konservative selv svigter aftalen med de Radikale om bredt samarbejde med en stejl holdning.

Det er dog ikke klart, hvordan den konservative afvisning af nye skatter og afgifter skal forstås.

- Vi vil ikke gå med til samlet øgede skatter og afgifter, siger Brian Mikkelsen.

Der kan godt sættes en enkelt afgift op, hvis det bruges til at sætte en vigtig skat eller afgift ned?

- Nej. Det kommer an på, hvad de gør. Vi vil jo ikke have, at de bare giver med en hånd og tager med den anden. Hvis de for eksempel vil afskaffe dele af multimedieskatten med nogle besparelser et sted, så er vi selvfølgelig med, siger Brian Mikkelsen.